Egentlig var det vel meningen at jeg skulle skrive om den tidsskriftsaften den danske forfatterskole arrangerede den 1. februar og ikke så meget om alt det andet, om Muhammed-tegningerne og den mærkelige graffiti jeg netop har set smurt ud over Handelsskolen ved Frederiksberg Station i København, hvor jeg bor. Den var der ikke i morges. ”We will destroy U”, ”Islam 4 life” og den slags med store, klodsede guldbogstaver. Om to dage er det malet over igen, imens ’den største udenrigspolitiske krise i Danmarks historie siden anden verdenskrig’ åbenbart fortsætter og fortsætter. Den tillige eskalerer, skal man tro nogle af de forpustede korrespondenter der står rundt om i verden og ikke tør udgive sig for at være danske, men siger de kommer fra Canada og Polen.
Ti danske litteraturtidsskrifter var inviterede til at give en kort præsentation af sig selv; deres historie, profil, projekt, altsammen på fem minutter. Pause. Diskussion. Oplæsning. Og slut. Idéen var at tage temperaturen, hvis man kan forestille sig det, på det danske tidsskriftsmiljø, der, hvad kvalitet og antallet af udgivelser angår, er så godt som det har været længe. Men hvem er de, tidsskrifterne, hvem laver dem, hvad vil de, hvordan adskiller de sig fra hinanden, hvis de adskiller sig fra hinanden, er der noget der mangler og er der noget vi kan gøre ved det. Det var oplægget. Martin Larsen giver her og her et udmærket referat af hvordan aftenen forløb. Hyggeligt, interessant, uden de store overraskelser, måske med for kort tid til diskussion. I hvert fald blev spørgsmål om hvad tidsskriftet som sådan er og kan, hvad vi skal med det, hvad der er tidsskriftets raison d’être aldrig rigtig diskuteret. Paal Bjelke Andersen fra Nypoesi forsøgte sig dog med en personlig definition, som jeg åbenbart fik helt galt fat på. Jeg troede at han talte om at et tids-skrift for ham bliver nødt til at forholde sig til tid og rum, til hvor det kommer fra, den tid, det sted den er blevet til i, den specifikke kontekst det kommer til at indgå i ved udgivelsen. Et tidsskrift har på grund af formen og produktionshastigheden en enestående mulighed for at gå i dialog med sin tid, sin samtid, fordi det i så høj grad, i højere grad end det meste litteratur, de fleste bøger, selv kommer ud af den og måske bliver læst det sted det er produceret. Eller kan gøre det. Andersen sendte mig denne mail, efter at have læst udkastet til artiklen:
mnja... tror egentlig jeg mente det motsatte. Jeg synes de fleste tidsskrifter inntar den posisjonen du tillegger meg: en betrakterposisjon, hvor man står på utsiden og «forholder» seg til samtiden, kommenterer og dokumenterer det man ser rundt seg, med et blikk som uvilkårlig gjør det man ser til Det andre. Det jeg prøvde å tenke høyt om på Forfatterskolen var et tidsskrift som ikke ser seg «nødt til å forholde seg til» samtiden, men selv ER det stedet den såkalte samtiden finner sted. For å være konkret: å skrive for nypoesi er å skrive i en bestemt tid og i et bestemt rom, tekstene får en bestemt situering, eller, selvfølgelig, en bestemt kontekst. Jeg kan være diffus og si Skandinavia idag. Mer presis: et tidsskrift som publiserer tekster på flere språk, og på skjerm. Noe som gjør at man leser tekstene annerledes enn i et nasjonalspråklig papirtidsskrift, og som også gir mulighet for å skrive tekster som tar i bruk andre formelle strukturer enn de man finner i papirtidsskriftene og i boka. Enda mer presist: som redaksjon henvender vi oss til forfattere og oversettere vi tror er i stand til å innreflektere denne spesifikke situeringen formelt og tematisk (disse kategoriene er selvfølgelig umulig å skille) i tekstene de skriver. Kort sagt: som redaksjon prøver vi å være oss bevisste vår egen situering, som ikke er allmenn og antakeligvis aldri kan være det, men alltid er spesifikk. Det vil si: ideelt sett gjør vi det, det ligger i sakens natur at dette må dreie seg om en utprøving, et forsøk. Og da kan vi ikke lene oss mot et så upresist og angivelig allmenngyldig begrep som «kvalitet» (normativt), som er en selvmotsigelse, siden det alltid vil være sosialt, biografisk, geografisk osv betinget, altså i pluralis. Vi må forholde oss til helt spesifikke kvaliteter (deskriptivt). Slik jeg eksempelvis har forsøkt å gjøre med dette tidsskriftnummeret, hvor jeg tror mange av tekstene løfter fram og tydeliggjør kvaliteter i de andre tekstene, og det mye bedre enn en artikkel kunne gjort. Ved å jobbe slik tror jeg vi også kan være politiske, nettopp ved å være bevisst vår egen situering og hvilke tekster/forfattere/oversettere vi jobber med. Å redigere et tidsskrift er en måte å vise fram verden, tydeliggjøre strukturer i den.
En passiv betragterposition. En mudret og normativ forestilling om kvalitet. Manglende stedsspecifik selvrefleksion, tidsskriftet er stedet. Er det den standardposition de fleste litterære tidsskrifter og deres redaktører indtager, glider ind i, falder tilbage på. Martin Larsen skriver på sin blog:
Jeg synes der er mange udmærkede tidsskrifter. Der er ikke nogen grund til at være tudefjæs. Jeg læser med glæde (i) mange af dem. Jeg køber dem sjældent, jeg begejstres sjældent. Jeg synes ikke der er nogen fremragende tidsskrifter. Dvs. der er ikke nogen der for alvor rykker noget. Jeg er selv ligeglad med om man når ud til nogen. Men jeg kunne godt ønske mig at andre nåede ind til os...
Han skriver også at vi hverken har noget OEI eller PS i Danmark, at folk her gider ikke diskutere æstetik. Den i Danmark så omtalte ’smalle litteratur’ er efterhånden blevet reduceret til en specialhobby på linje med at brygge sit eget øl eller dyrke brevdueflyvning. Næsten. Det Larsen efterlyser, som jeg læser det, er et projekt, at nogen vil noget med det de laver, noget mere, og ikke (som han selv skriver at sådan har han det også) bare laver det de laver fordi de synes det er hyggeligt eller spændende, interessant. Larsens statement ligger i forlængelse af litteraturkritikeren Mikkel Bruun Zangenbergs. Zangenberg startede nemlig diskussionen med at spørge om ikke tidsskrifterne kunne være mere ambitiøse, om hvorfor de ikke er bedre til at komme ud over rampen. Der må da være mindst 8000 mennesker i dette land, sagde han, der kunne være interesseret i at læse nogle af de fine osv. tidsskrifter der er blevet præsenteret her i aften. Som det er nu, er det jo som om alle tidsskrifter henvender sig til den samme lille klub på 200 personer. Og han fik det sædvanlige, lidt kedelige, men jo rigtige svar, at det er svært, at man prøver, man arbejder gratis, og hvad skal vi gøre, og når vi ikke er in it for the money, vi gør det vi synes er sjovt, det vi har overskud til osv. osv., vi har skam prøvet alt muligt.
Hvad betyder det at være ambitiøs. Betyder det nødvendigvis at man forholder sig til at verden står i flammer, skriver kritisk om Vietnam, nej, undskyld, Irak, om fremmedhadet i Danmark, om de usynlige asylcentrer, torturlejrene der findes også i det her land. Næ. Ikke nødvendigvis. Snakken kom overhovedet ikke til at dreje sig om politik og litteratur, om litteraturtidsskrifternes opgave som politisk, for eksempel, om redaktørerne som nogen der har et socialt ansvar af en art. Der er jo heller ikke nogen der læser de tidsskrifter, ingen almindelige mennesker i hvert fald, mennesker der ikke er uddannede indenfor litteratur. Det var den generelle stemning. På trods af at den såkaldt politiske litteratur, og særligt ’den politiske’ poesi er kommet stærkt igen i Danmark igennem de seneste år, er faktum at der ikke findes noget dansk litterært tidsskrift der konsekvent redigeres efter den slags kobling. Litteratur som politisk. Hvad man så mener med det. Vel ikke engang Kritik, der ikke var repræsenteret på Forfatterskolen, fordi de ikke primært beskæftiger sig med skønlitteratur. Ingen litterære tidsskrifter er vinklet eller redigeret skarpt efter interesser eller holdninger.
Tværtimod er de fleste tidsskrifter sammensat på den måde at det meste kan komme med, hvis selvfølgelig redaktørerne synes det er godt nok. Christian Lund, nuværende redaktør på Victor B. Andersens Maskinfabrik og tidligere redaktør på Den Blå Port, sagde noget om at det da var bemærkelsesværdigt at alle tidsskrifterne trykker de samme forfattere. Det gør de. Der er ikke et sted der umiddelbart er mere oplagt at få trykt sine ting i end et andet. Jo, der er en slags nicher, hvis man kan kalde dem det; Banana Split er primært et sted for oversat litteratur, men der er også plads til andet, Hvedekorn er poesi og billedkunst, men der er også plads til prosa osv. Det er på den måde forskellene er mellem tidsskrifterne og så det visuelle indtryk, tekstur og format. Der er ingen rigtigt markante tidsskriftsredaktører i Danmark, ingen redaktører man kender i den læsende offentlighed som redaktør af det-og-det tidsskrift, ingen der bruger deres redaktørpost for alvor til at polemiserer imod eller promovere en ny litteratur, til at føre et særligt projekt igennem, til at skrive i aviser og så videre – måske med Den Blå Port som en slags undtagelse. I de sidste fire-fem år har tidsskriftet forsøgt at bruge sine ledere til noget, været aggressive og udfarende og henvendte, det er de adjektiver jeg har lyst til at bruge, selvom de på dansk jord vil komme til at lyde som om de taler ind i en gammel og åndssvag polemik omkring at den smalle litteratur ikke skal være så indesluttet og navlepillende og jeg ved ikke hvad. Den skal ud i verden, ud i virkeligheden, den skal handle om narkomaner og for guds skyld ikke være så optaget af det formelle. Men det er nu ikke det min intention er her, at bidrage til den debat eller hvad man skal kalde det, den blusser op i ny og næ, nu blunder den, jeg tror den findes magen til i Norge. Den Blå Ports ledere – dem er der som regel to af og de kan sagtens være divergerende – forsøger hele tiden, så vidt jeg kan se, at lave den kobling mellem litteratur og verden, litteratur og politik. Selve bidragene, teksterne i tidsskriftet, bærer ikke præg af samme redaktionelle konsistens eller vilje til forandring og oprob. Der findes ikke nogen danske litteraturtidsskrifter hvor redaktørerne selv er massivt repræsenterede som skrivende – måske med undtagelse af Øverste Kirurgiske, det er skønlitteratur, og AfsnitP, der står bag et massivt introduktions- og efterforskningsarbejde i den zone der ligger imellem visualitet og ord. Der er ikke noget tidsskrift der for eksempel benhårdt promoverer en særlig genre, en særlig stil, en særlig whatever. Det er som om man er bange for at fylde noget. Eller mere realistisk skyldes det nok, at den barske virkelighed banker på med sin husleje, forskerkarriere, sine børn og sit lønarbejde ved siden af, al den slags, al den kedelige slags, at man ikke har tid, ikke har overskud. For eksempel efterlyste Tue Andersen Nexø, redaktør på netop Den Blå Port, en anden type litteraturkritik i Danmark end den vi ser – en kritik der kunne placere sig imellem dagbladsanmeldelsen og den universitære kritik. En mere essayistisk kritik, som flere i salen vistnok var enige om fandtes i Sverige, men hverken i Danmark eller Norge. Som eksempel nævnte Nexø Jeppe Brixvolds læsning af Jan Sonnergaards novelletrilogi, som man kan finde i Den Blå Port nr.63 (2004). Men det var det eneste de havde fået ind af den slags på redaktionen på trods af utallige opfordringer. Men hvorfor skriver de det ikke selv, redaktørerne, Lars Frost, Tue Andersen Nexø, Lone Hørslev og Kristine Kabel, hvorfor skaber de ikke selv det de synes der mangler. Giver det et forsøg ihvertald, det ville allerede være noget.
Forfatterskolens rektor, Hans Otto Jørgensen, spurgte, da vi planlagde arrangementet, om hvor bevægelserne var blevet af. Der er ingen bevægelse, ingen kollektiv retning i den yngre danske litteratur – sædvanligvis er det de yngre, dem under 50, der laver tidsskrift.
Men hvad så hvis man netop ikke ønsker en klar profil, hvis man ingen ambition har om at være en bevægelse, hvad er der galt med pluralisme. Da jeg var med til at starte Apparatur i 2001 var det netop et af de grundlæggende principper, forskellighed, overraskelse, debutanter og etablerede side om side og det noget tvivlsomme parameter KVALITET. Intet andet fast program, ingen jagt på Det Nye. Men vi jagtede jo selvfølgelig i smug. Vi laver hvad vi laver fordi vi kan lide det og fordi vi synes det er godt. Sådan sagde de fleste vel nogenlunde i deres præsentationer på Forfatterskolen, men hvad skulle de ellers have sagt, jeg mener: man kan jo prøve at udsætte det statement for negationsprøven.
Dette mærkværdige KVALITET – det er mit indtryk at man generelt, når man siger at man kun trykker KVALITET i sit tidsskrift, at det er det eneste parameter man forholder sig til, at man ikke opererer med nogen former for KVOTER, for positiv diskriminering af for eksempel køn eller etnicitet eller alder eller whatever, eller når man bare snakker om KVALITET i det hele taget, om GODT eller GODT NOK og DÅRLIGT, som var det en størrelse der fandtes uden for den enkelte - som SNEEN der ligger grim og sort og kold i gaderne her imens jeg skriver og har ligget sådan længe efterhånden, i nat kommer der mere. Det er mit indtryk at det det ofte handler om, når man bruger det ord på den måde, KVALITET, er en eller anden form for, jeg ved ikke, måske åndlig dovenskab. At man for at se om der findes noget interessant eller nødvendigt, noget uomgængeligt, litteratur for eksempel, skrevet af andre end dem man automatisk og af sig selv kommer i tanke om, the usual suspects, dem der selv sender ind, for eksempel bruger en slags regler som hjerneværktøj for at finde frem til dem, et net man kaster over sine tanker, idéer, et net man kan filtrerer dem igennem, et trawl der kan tvinge én andre steder hen, på jagt efter de bidrag man ikke kan komme i tanke om af sig selv, dem man ikke lige møder i byen eller snakker med eller AUTOMATISK og altid kommer til at tænke på. Hvis man på den anden side ikke kan stole bare nogenlunde på sin egen vurderingsevne, hvad skal man så gøre, hvad skal man så arbejde med. Der er jo mange redaktører der allerede er på vagt overfor deres egen idé om kvalitet og gør hvad de kan for at finde noget andet at trykke, men hvordan kan det så være at de ser så ens ud, tidsskrifterne, med og uden deres temanumre.
Læser man de ti danske tidsskrifter der var repræsenteret denne aften på Forfatterskolen, kan man måske undre sig over hvad redaktionerne laver – eller ikke hvad de laver som sådan, det er jo åbenlyst at der ligger et massivt og grundigt arbejde her, alle de repræsenterede tidsskrifter er af høj litterær kvalitet, det vil sige: i alle tidsskrifterne sker der interessante ting, de bringer alle sammen læsværdige tekster, ja, mere end det, virkelig gode og spændende og inspirerende og originale ting, artikler og skønlitterære bidrag, visualiteter i alle afskygninger; men der er ikke nogen der har skåret sig en klar profil. De fleste er ikke afgørende forskellige fra hinanden. Havde det drejet sig om aviser, dagblade med en økonomi, en omsætning de var afhængige af for at kunne fortsætte, havde 75% af dem været væk ved årets udgang.
Er det virkelig nødvendigt med denne, åh, så klare profil, er det et talerør vi vil have, en generation, en bevægelse, et projekt, skal man ville noget og noget bestemt for at drive et tidsskrift, eller er det nok at være nysgerrig på litteraturens vegne, på sine egne. Og hvis det ikke er det, hvorfor er det så ikke det, hvad er nok – skal man virkelig have en MISSION, og hvad med alle dem, alle os, der ikke ønsker at missionere. Her er retorikken så rå, at den bliver uimodsigelig dogmatisk og dermed missionerende. Det var noget af det vi kunne have snakket om, det fik vi ikke gjort. Noget andet aftenens diskussion kunne have handlet videre om, med så mange redaktører til stede, med så mange tidsskrifter repræsenteret, men heller ikke gjorde det, kunne være emner som, udover tidsskriftets raison d’être, redaktørens raison d´être, redigeringens, om ikke man kunne eller kan eller skal problematisere de redaktionelle vurderinger og hvad tidsskriftet SKAL om noget, hvis det skal det. Det var hyggeligt, lidt kedeligt, men som altid i den slags diskussioner, som altid i denne slags artikler, også en masse af the same old bla bla bla, det har man hørt før. Øllene slap op. Så læste Ida Börjel. Om den danske hund på værtshus. Blandt andet.
De ti tidsskrifter:
Apparatur, Den Blå Port, Nypoesi, Banana Split, Ildfisken, Pist Protta, Øverste Kirurgiske, Victor B. Andersens Maskinfabrik, Hvedekorn, AfsnitP