Fra struktur. 16 objekter
forarbeider
til Peter Louis-Jensen

Dette er teksten på ett av seksten ark utgitt anonymt på Basilisk forlag, 2003, under tittelen
16 objekter. forarbeider – til Peter Louis-Jensen. Se også her.




et navn, to ord, og intet andet, sagt med en stemme, blød som et par læber imod en sovendes køn, dernæst
                                                                                                  hvis der da var nogen til at høre, kunne det hele rummes i én sætning: "du var her i går;" Inger, hvordan
i telefonens olivengrønhed, som en mandelsæbe formet af den talendes mund, men ti nu hellere: stjernerne
                                                                                                  mon hun sover i nat, hvilket requiems alfabet emergerer på hendes regnbuehindes celluloid, i soveværelsets
putter sig under dynen, månen har lukket sine øjne, og skyerne hyller sig i deres sjaler og slør, dukker
                                                                                                  mørkekammer? mine øjne er de eneste røde pærer i min nærhed, men bag mange andre rullegardiner eller døre
hovederne bag dem: er det mod ruden, at gråspurvenes næb høres, stadig til aften pirkende efter kernerne
                                                                                                  må andres blus også døse, og deres folioark 1ægges snart med dig i kufferten, hvori du er indebåren, sådan
fra de sidst udkastede frø? anden lyd end en strygen hen over mit hår behøves ikke: din stemme huskes og
                                                                                                  som man ser dets egen skygge, dets eget flakkende negativ, fæstet til et stearinlys, der er bare ikke ilt
mærkes på tungen, bliver den stadig tygget igennem og findelt, som en bamse knuget til brystet og kinden
                                                                                                  til et stearinlys i din kuffert: nu synes en fastholdelse af håndledenes og fingerspidsernes dobbelte dun-

hvilende imod tykkere hud med skægstubbe og en aroma af parfume kun én dag gammel: sådan tog du imod mig
                                                                                                  ken, som en baby ophængt i sin strikke bag fangets trommeskind og med sin egen lille pumpe under moderens
der var genert som en sky, og min stemme, som en klokkeblomst under tungen, ikke bukkende sig for vinden
                                                                                                  lige så formålsløs som at afbryde den: ingen camera obscuraprojektion trænger ind til rejsekuffertens filt
men for hjulet, der lagde den ned: af mig fik du aldrig andet at se end det ansigt, klokkens blå skælven
                                                                                                  og du vil ikke engang få en smule mere at holde om, som en kællingeknude i stemmens skrift af kroget gigt
indkapslet i plastic, ringede frem for dine øjne, for dine ører: for mine ører lyder nu bare en taktfast
                                                                                                  hvis cadmiumbatteriet smelter ved endnu en blitz, en kuffert vil bare omslutte mig også: hvor vi er nu, er
banken i en tom skal, indtil den lyd også dør ud, sover ind; til sidst vendte så også lyset øjnene bort?
                                                                                                  flere fælles minder udelukkede, kun drøm og opspind kan fylde mig yderligere; mine hænder er ingen konge-
men den lørdag, i telefonen, huskede du mit navn: August! Veninde, sig din børnerimsremse om farven sort
                                                                                                  stol og får heller ikke lov at være det: så vi dig i cirkus kæphøj, eller var det bare din latters ansigt?



__________________________________
20.12.03, nypoesi.net