Ander Søgaard: Om semantik og æstetik
Anders Søgaard (f. 1981) har gitt ut to diktsamlinger: digte 1 i 2001 og Tasseografier i 2002, begge på Gyldendal.
Også blandt sprogforskere er spørgsmålet uafklaret: Hvad former sproget (subjekt-udsagnsord-objekt)
- og hvad former sproget (objekt-udsagnsord-subjekt)? Eller: Hvilke er sprogets støbeforme - og
for hvem er sproget selv en støbeform? De forskellige standpunkter er talrige: (1) Sproget er
genetisk bestemt som en slags universel grammatik, eller som et lukket system af principper og
parametre; de enkelte sprog følger af parametrenes indbyrdes justering. (2) Sproget er tilfældigt eller
forudbestemt, men er i sig selv bestemmende for sprogbrugeres adfærd. (3) Sproget indretter sig efter
sprogbrugeres adfærd; sprogbrugere deltager altså aktivt i sprogets opbygning.
Tredelingen er ikke udtømmende; mere indviklede og midtersøgende forslag er fremlagt.
Tredelingen ignorerer også et skel, der har været toneangivende for sprogforskningen siden
århundredets begyndelse; nemlig, skellet mellem sprogbygning og sprogbrug. I (1) og (2) indretter
sprogbrugen, den egentlige manifestation af sprogbygningen, sig først og fremmest efter
sprogbygningen, mens sprogbygningen i (3) er bestemt af sprogbrugen. Få sprogforskere hævder,
at sprogbygningen er upåvirket af sprogbrugen; ligesom få har sagt, at sprogbygningen er helt uden
indflydelse på adfærd. Tredelingen er dog udmærket som pædagogisk anskuelse.
Jeg tilslutter mig her følgende standpunkt: Sprogbygningen er rejst på biologisk grund; en grund,
der ikke er under indflydelse af sprogbrug og menneskelig adfærd. Omvendt er der på den biologiske
grund plads til udbygninger og bevidste valg. Sprogbrugere kan beslutte sig for at rive carporten ned
eller anlægge en brønd i baghaven. Men alle bevidste og ubevidste valg er betinget af de biologiske
vilkår; eller menneskelige vilkår, for at bruge en lidt fortærsket, sartresk udtryk. Standpunktet er en
udvidelse af (1).
ET SYMPOSIUM NÆR ROCKY MOUNTAINS
Det er blot en uge siden, jeg kom hjem fra et møde, eller et symposium, i Boulder, Colorado. Byen
ligger for foden af vældige bjerge. Husene er ørkenrøde, gadenavnene ikke ydmyge, og i vejkanten
vokser mælkebøtter. I oplægget stillede arrangørerne flere spørgsmål, men det vigtigste var, hvordan
sprogforskningen skulle gribe undersøgelsen af sprogbygningen an?
Om formiddagen den første dag holdt en australsk sprogforsker oplæg om kulturens indflydelse
på sproget. Han talte blandt andet om navneord, der henviser til tællelige enheder, og navneord, der
henviser til (utællelige) mængder. F.eks. henviser mandel til tællelige enheder (man kan sige en mandel
og to mandler), mens ris henviser til mængder (man kan hverken sige *en ris eller *to ris). Men i Iran
henviser ordet for ris til tællelige enheder. Den australske sprogforsker, som var født og opvokset 2
i Iran mente, at det skyldtes risens særlige status i den iranske kultur. (Han indrømmede, at i nogle
situationer brugte andre sprogbrugere også ordet ris til at henvise til tællelige enheder, f.eks. på
restauranter, hvor ordet kan henvise til gæsternes bestillinger.)
Efter foredraget spurgte en af tilhørerne, om de grønlandskes sprogs mange ord for sne også
betød, at “den grønlandske kultur var kold”? Hvad han anfægtede var naturligvis forestillingen, at
kun kultur bestemmer sprogets udformning. Også de fysiske omgivelser (om det sner ofte, eller ej)
har betydning. Men begge eksempler har for så vidt intet at gøre med sprogbygningen. De anfægter
ikke, hvorvidt der findes ord eller ej, om man kan henvise til tællelige enheder eller ikke, de stiller ikke
spørgsmål til, hvordan sproget strukturelt set er bygget op. Og det var jo netop det, der var
symposiets spørgsmål. En israelsk sprogforsker fortalte om den hebraiske sprogpolitik. Om bevidste
valg af sproglige udtryk. Også han undlod at komme ind på sprogbygningen selv.
Skyldes sprogforskernes tilbøjelighed til at tale om sprogbrug i forbindelse med sprogbrugernes
bevidste valg, simpelthen, at “i den funktion, der består mellem sprogbygning og sprogbrug, indgår
sprogbygningen som konstant og sprogbrugen som variabel” (Hjelmslev)? At det ikke er muligt bevidst
at påvirke sprogbygningen, og at ikke sprogbygningen, men udelukkende sprogbrugen, påvirker
sprogbrugerens sproglige adfærd?
At det første (i en eller anden udstrækning) er tilfældet, er jeg ikke i tvivl om. At det andet er rigtigt,
at sprogbygningen ikke påvirker sprogbrugerens sproglige adfærd, er mere tvivlsomt. Om det f.eks.
påvirker forfatterens kunstneriske virksomhed?
Også her må man foretage en skelnen. Mellem sprogets stilistiske side og dets umiddelbart
formidlende side; den politiske side, om man vil. Sprogets lydlige form er naturligvis bestemmende
for sprogets stilistiske side: “Det er usandsynligt, at stil kan stå i modstrid til sprogets underliggende
mønstre. Stil ikke bare indarbejder mønstrene, den bygger på dem” (Sapir). Men her hævder jeg, at
sprogets formidlende side er upåvirket af det enkelte sprog: “Intet sprog er derfor bundet til noget
bestemt begrebsområde, noget bestemt miljø eller nogen bestemt kulturkreds; kendere af
indianersprog har med rette fremhævet, at disse sprog ville være lige så velegnede som ethvert andet
til at give udtryk for den vesteuropæiske kultur, selv om de ikke, så længe de tjener indianerkulturen,
endnu har uddannet tegn for mangfoldige af vore tekniske, videnskabelige og andre begreber; så snart
behovet melder sig, vil de kunne danne sådanne tegn på fuldt formålstjenlig måde” (Hjelmslev).
HVILKET SPROG ANFÆGTER SPROGDIGTEREN?
I lyset af ovenstående er det oplagt at undersøge, hvad de såkaldte sprogdigteres anfægtelse går ud
på? Er de ude efter sprogbygningen eller sprogbrugen? Og hvordan forholder de sig til spørgsmålet
om sprogets støbning?
Oprindeligt var sprogdigterne politiske; i dag er de det ad bagveje. Interessen er for erkendelse.
Som hos alle digtere. Men sprogdigterne tilslutter sig også en slags kuhnsk skepticisme: Før 3
erkendelsen kommer sproget. Sproget begrænser og strukturerer vores erkendelse. Sprogdigterne
besluttede sig for at søge bagom sproget. Sætte sig ud over det. Nedbryde det indefra. De vidste (og
ved) godt, at sproget uafladeligt vil gribe ud efter dem, omslutte dem, trække dem tilbage til
udgangspunktet; men i modsætning til Sapir, fandt de ikke beslutningen håbløs. Måske i det øjeblik,
de kuldsejlede - et skybrud.
F.eks. undgås konventionelle metaforer, eller de holder metaforerne op mod lyset, som uægte
pengesedler. Én metafor er TID ER PENGE. En vesterlandsk metafor, man ikke finder i andre sprog.
Sprogdigterne afviser metaforen pga. dens politiske over- eller underbygning. Men de har ubemærket
(og uden de selv opdagede det) bevæget sig ud af sprogbygningen, hen over hækken, og befinder sig
nu i naboens have. Metaforer er ikke sproglige, men resultater af sprogbrug, simple udvidelser af
ordforrådet. De findes også i film, billedkunst, vores inderste og hemmeligste tanker. Ligesom den
australske og den jødiske sprogforsker beskylder sprogdigterne altså sproget for at være skyld i
sprogbrugens synder.
AT YDE SPROGET MODSTAND SOM ET IKKE-POLITISK PROJEKT
Jeg vil i afsnittet her forsøge at forklare, hvorfor sprogdigterne interesser mig, ikke af politiske
grunde, men af æstetiske eller kunstneriske grunde. “At der findes andre værdier i kunsten, end de
kunstneriske, som måske kan bestemmes personligt eller historisk eller teologisk osv., bliver en ting
for sig” (Wanscher).
Sprogbrug kan enten være absorberende (kommunikativ) eller anti-absorberende (forvrøvlet).
Absorberende sprogbrug er nødvendig for, at læseren kan anfægtes følelsesmæssigt af en tekst eller
tale; den absorberende sprogbrug muliggør indlevelse. Anti-absorberende sprogbrug modsætter sig
indlevelsen. En sådan sprogbrug er overdrivelse, afbrydelse, distraktion, hvad der ikke er
konventionelt, men ironisk, ukomplet. Avantgarden - og enkelte sprogdigtere - har kastet sig på
hovedet ud i anti-absorberende værker, utilnærmelige og uigennemtrængelige tekster, der nægter at
kaste betydning af sig. Sådanne tekster er udelukkende politiske, og deres udsagn er kort og godt:
“Jeg nægter”.
Magritte skriver i sin dagbog i 1937: “Vi kender fuglen i buret. Vores interesse øges, hvis vi
erstatter fuglen med en fisk eller en sutsko. Billederne er underlige. Desværre er de også tilfældige.
Et stort æg besvarer tilsyneladende vores spørgsmål.” Som Magritte tror jeg det kunstneriske udsagn
ligger midt imellem det absorberende sprog og det anti-absorberende sprog; ligegyldigt om sproget
er billedligt eller skriftligt. Enkelte af sprogdigterne har gjort sig den erkendelse. F.eks. skriver
Waldrop, at digtet bør “bygge bro over kløften og samtidig understrege splittelsen.” Når Magritte
sammenstiller ægget og fuglen bygger han bro imellem dem, viser, hvordan de to objekter hænger
(kausalt) sammen, men understreger også, hvor forskellige situationer ægget og fuglen sædvanligvis
(i menneskets verden) optræder i. I et andet billede, Hegels ferie, har Magritte placeret et glas vand
oven på en paraply.
Skæringspunktet mellem den absorberende sprogbrug og den uigennemsigtige, uformidlende tekst
er den romantiske ironi, indbildningskraftens lokus - dét, Fichte kaldte en “stadig vekslen mellem
selvskabelse og selvtilintetgørelse.” I tekster manifesteres ironien gennem sprogbrug, der manifesterer
sprogbygningen. Men ironien er ikke afhængig af sprogbygningen. Bevis: Romantisk ironi findes også
i film, billedkunst, vores inderste og hemmeligste tanker. Æstetikkens opgave er at afklare dens
rammer og finde ud af, hvordan den manifesteres i de enkelte genrer.
I litteraturen manifesteres ironien subjektivt, objektivt og metapoetisk. I fortolkningen af en tekst
støder det absorberende sprog og det anti-absorberende sprog sammen på alle tre niveauer. F.eks.
gennem overdrivelse, gentagelse og genrebrud (henholdsvis). I billedkunsten gennem repræsentation
og misrepræsentation, gyldne snit og mindre gyldne snit. (I hvert fald én kunstart, nemlig teatret,
leder, så vidt jeg kan se, stadig forvildet rundt i mørket efter sin fremtrædelsesform, sin måde at
manifestere ironien - i virkeligheden, teatrets berettigelse: (a) Kierkegaard skriver et sted om
sprækken mellem det, dramatikeren ønsker at sige, og hvad han er i stand til at vise. Sprækken
overvindes sjældent, tror jeg, men aflyses ofte: dramatikeren vælger da intet at sige. (b) Fortællingen
indeholder to slags tid. Mann kalder dem for “musikalsk-real” tid (fordi musik må nøjes med at
udfoldes her) og “imaginær” tid. Teatrets tid er i første omgang musikalsk-real. Mellem to akter
springes måske i imaginær tid; men er dette skridt ikke et skridt ud af teatrets form og ind i
fortællingens? (c) Og er det muligt at bedømme teatret retmæssigt? I stedet for at bedømme det som
en lang række af billeder - ligesom man har foreslået det for bedømmelsen af russiske stumfilm fra
århundredets begyndelse - eller som en fortælling fortalt scenisk? (d) Teatret er enten den mest
komplicerede af alle kunstarter (en integration af tegn fordelt langs samtlige koordinater) eller den
tarveligste, nemlig dramaet.)
__________________________________
15.06.03