|
Niels Lyngsø: »For en verdensvendt poesi«
|
1. De grå lister
En række lister med ord hentet fra et bredt sprogligt felt, både det klassiske poetiske inventarium og et, i Lyngsøs
terminologi »verdensvendt« spektrum såsom børnesange, stumper af (andres) skønlitteratur, tegneserier, biologi, fysik,
pornografi, gastronomi, geografi, etc. Listerne er ahierarkiske, men er styret af ordligheder, ordglidninger og rim,
hvilket jeg skal uddybe og eksemplificere senere. Lyngsøs begreb om det »verdensvendte« lancerer han, mig bekendt,
i den poetikalske artikel »For en verdensvendt poesi. En poetikskitse frs sidelinien« i tidsskriftet Ildfisken 13, 1995.
2. Erfaringer
Et afsnit med »Erfaringer«, der fremviser enkeltoplevelser og generelle erfaringer, der har formet det poetikalske grundlag
for værket og Lyngsø: bundet til a) konkrete oplevelser, fx at se »Eliza«, en drømmekvinde bestående af lutter bogstaver og
tegn og b) generelle erfaringer om fx digtets ligheder med arkitekturen og musikken fremfor epikken og dramaet.[1]
3. Poetikker
En række poetikalske tekster, der fletter sig ind og ud af hinanden: a) De Poematum Natura, et forsøg på at skrive en poetik
frem via digteren Lucrets’ (94–55 f.kr.) De Rerum Natura (om tingenes natur), b) Et lille opgør med poetikker af Paul
la Cour, Søren Ulrik Thomsen og Per Højholt. c) »Listens poetik«, hvor listeformen forklares d) »Det morfiske felt«, der sætter
Lyngsøs grundbegreber i paragrafform.
4. Figurdigte
Morfeus er nærmest et katalog over mulighederne inden for visuel poesi, idet der optræder digte formet som en
ballonfisk, drypstenshuler, håndaftryk, bogstavsdame, lydbølgedigte, silkeorm, flammedigt, svaledigt, bølgende drømmedigte,
en (forseglet) krypt, hvor teksten ses spejlvendt, dvs. nedefra, en bouillonterning »Un KUBE de dé«, der sender en hilsen
til Mallarmés Un Coup de Dés samt endelig den skønne brandkvinde(!), hvis krop og tentakler udgøres af skrift.
Brandkvinden, betitlet »Morpheomedusa. Ernst Haeckel in memoriam« sender såvel en hilsen til bogens forside, der prydes af
Haeckels smukke tegning af en brandmand[2] som til »den elskendes brandrøde hår«,
der optræder andetsteds i bogen. Værket tilføjer mindst en håndfuld væsentlige visuelle digte til dansk litteraturhistorie.
I bogens afsnit om »Figurdigtning« trækker Lyngsø selv tråde fra Morfeus (der er et tydeligt resultat af computerens
mellemkomst) til antikkens carmina figurata, barokken, Mallarmé, Apollinaire og den konkrete poesi. Man kunne her,
Lyngsø gør det ikke, nævne mulige danske inspirationskilder i flæng, der for størstedelens vedkommende lagde deres eksperimenter
med visuel poesi i midten og/eller slutningen af 1960erne, nemlig Per Højholt, Klaus Høeck, Hans-Jørgen Nielsen, Johannes L.
Madsen og Vagn Steen.
5. Traditionelle digte
Digte med fokus på krop og kærlighed(sakten) skrevet ud fra Lyngsøs fænomenologiske poetik med forskudte linjer som var de i
bevægelse – en genoptagelse af den form som Lyngsø allerede brugte i sit forrige værk, digtsamlingen Force Majeure (1999).
6. Småtterier
Linjer og stumper, der ikke kan placeres i de andre kategorier, men i kraft af deres løsrevne udsagn er med til at etablere
netværksstrukturen. »Fritsvævende vers og prosa« kaldes de i bogen.
Titlen Morfeus stammer utvivlsomt fra den græske gud af samme navn, guden for drømme, søn af Hypnos, og herfra findes
udtrykket »at synke i Morfeus’ arme«, nemlig at falde i søvn. Drømmetemaet genspejles specielt i de deciderede drømmedigte
med bølgende drømmereferater. En anden, lidt mindre oplagt inspiration er måske den græske sagnskikkelse Orfeus, der drog til
underverdenen for at hente sin døde hustru Eurydike. Ved at fortrylle underverdens herskere med sin sang (der tidligere havde
rørt mennesker, ladet klipper røre på sig og gjort vilde dyr tamme) kunne han bringe hende tilbage, men Orfeus mistede hende,
fordi han brød sit løfte om ikke at vende sig om for at se om hun fulgte med.[3] Det »m«,
der ligger til grund for forskellen, indikerer det »morfende« (den umærkelige glidning fra billede til billede, måske hentet
fra den elektroniske musik som er en inspiration for Lyngsø ifølge den tidligere nævnte artikel »For en verdensvendt poesi«),
det muterende, forskydningerne, associationsspringene som navnet selv er et resultat af. Mellem Morfeus og Orfeus, mellem
søvnen og sangen, mellem drømmens forviskede hverdagsscenarier og den høje poesi, her befinder Lyngsøs værk sig.
Morfeus er som helhed betragtet kendetegnet ved en anti-hierarkisk ambition (eller mindre radikalt formuleret:
nedbrydningen af et overskueligt, genrepuristisk hierarki) og dermed udtryk for den »flerstemmighed«, der tematiseres
direkte i værket. Det anti-hierarkiske element kan ses alene i værkets manglende indholdsfortegnelse og sidenummerering,
formodentlig inspireret af Per Højholts digtsamling Punkter (1971), der ligeledes er hæftet med ringe og uden
fast begyndelsesdigt (Højholts bog var tillige trykt med hvid skrift på gennemsigtige plasticsider). Det er muligt at
fjerne en eller flere sider fra Morfeus uden at man (i første omgang) opdager det. Anti-hierarkiet gør det
ligeledes vanskeligt at citere fra værket, selvom man, som her i denne artikel, kan nævne overskriften eller startlinjen.
Det er også vanskeligt at finde tilbage til passager, som man tidligere har læst, ikke mindst fordi der ikke er en autoriseret
læseretning: Der er trykt i alle retninger, på hovedet, spejlvendt og i mange formater, omend med en gennemgående skrifttype,
der kun få gange udskiftes.
Denne »flerstemmighed«, der hævdes i værket, skal i det følgende få et par ord med på vejen. Lyngsø redegør i bogen for
sin netværkstanke i essayet »Lego. Opgør med fragmentet«. Oldtidens værker beskrives af Lyngsø som fragmenter, der er
del af en fortidig helhed. Romantikken betragter fragmentet som del af en fremtidig helhed, hvorimod avantgarden betragter
fragmentet som udtryk for en manglende helhed: »Ligningen var den samme, bare med omvendt fortegn: Avantgarden er en negativ
romantik. Intet er ændret, eller rettere: Altet er ændret til Intet, men æstetikken er den samme; den arbejder stadig inden
for det sublimes kategori: Fragmentet gestikulerer mod det uudsigelige«.
Overfor disse fortidige, fremtidige og manglende helheder står Lyngsøs værk: »Morfeus består af en hel masse stykker:
digte af forskellig art, reflekterende prosa, fritsvævende vers og strofer, en grå liste, der dukker op rundt omkring + det løse.
Men alle disse stykker er hverken tænkt eller skrevet som dele af en forhenværende, fremtidig eller manglende helhed. De er
skrevet og tænkt som dele af en stor mængde potentielle helheder – og som enkeltdele i deres egen ret. De har ikke til hensigt
at gestikulere mod det uudsigelige; de vil selv sige noget. Hver for sig og sammen med andre«.
I afsnittet »Flerstemmighed og netværk« skriver Lyngsø, at han ikke besidder nogen »masterplan« eller »et privilegeret punkt
hvorfra det hele kan overskues« og tilføjer derefter: »Men jeg har heller ikke behov for det globale overblik; jeg arbejder
lokalt (en side og dens omgivelser) og serielt (et forløb af tekster som dukker op med jævne mellemrum gennem bogen) med at
etablere visse sammenhænge«. Udtalelsen forekommer at være et postulat eller i det mindste en stærk underspilning af de
faktiske forhold. Man kan nemlig diskutere hvor flerstemmigt et værk som Morfeus egentlig er. Her bør nok skelnes
mellem den første forvirring, der griber læseren og så klarlægningen af de enkelte spor, der netop på grund af den serielle
praksis er ganske lette at udpege. Er disse spor først klarlagt, så er der en forbløffende overensstemmelse mellem teori og
praksis, ikke et knitrende spændingsforhold som hos fx Søren Ulrik Thomsen eller Per Højholt, men et forhold, der nærmer sig
1:1[4] hvorfor poesien forekommer at være skrevet direkte på en teori. Hvilket måske
forklarer hvorfor de regulære digte, kendetegnet af en korporlighed (hverken sexxeeee eller erotiske, snarere lidt kedelige
og/eller smålumre) og præget af en alvor, der kammer over i det patetiske, ikke forekommer overbevisende nok for denne læser.
Man kan ikke lade være med at tænke på følgende linjer fra Lyngsøs »verdensvendte poetik« (findes der en verdensfravendt
poetik?): »mit udgangspunkt er aldrig eksistentielt [...] udgangspunktet er de kognitive rørelser, de vage fornemmelser af
verden og dens skønhed«, hvilket er fint nok på papiret, poetikkens papir, men læst i sammenhæng med de lyriske resultater,
forekommer det at der simpelthen er alt for lidt på spil. Således er poesien i stor fare for ikke at blive andet end lyrisk
eksempelmateriale til en teori, der er rationelt anlagt og pædagogisk formidlet, men måske også udgør en selvvalgt og
unødig begrænsning af det poetiske spillerum.
»Ordene har ikke længere én rækkefølge de skal læses i; i stedet åbnes flere veje gennem sidens rum« skriver Lyngsø i
teksten »Figurdigtning«. At den almindelige læserretning obstrueres og læseren tvinges til at standse og fristes til at
springe rundt, rokker ikke ved det faktum, at der i høj grad er tale om én monologisk stemme, der udfolder sig i teori og
praksis, og at den derfor næppe kan gøre hævd på flerstemmigheden. Et aspekt kun en enkelt kritiker fra de landsdækkende
dagblade bemærkede i forbindelse med udgivelsen.[5] Derfor tyder det på manglende
selvindsigt, når digteren i værket skriver: »MEDDELELSE TIL ALLE LÆSERE. Af hensyn til de desorienterede og ulyksaligt
søgende vil der snarest muligt blive tilbudt to guidede ture gennem denne bog« – sådanne guider leverer poetikkerne og
erfaringsafsnittene jo til fulde...
Når Lyngsø senere (hvis man kan anvende temporale termer, når sidenummereringen er borte, dvs. andetsteds i bogen) hævder at
»man skriver med hele kroppen« forekommer det ligeledes at være et postulat, for så vidt at værket er tænkt, gennemtænkt,
visse steder fortænkt – men vanskeligt kan ses som en produktionspraksis, der bevæger sig hinsides det rationelle og kalkulerede.
At digteren efter sin egen beskrivelse at dømme (»hænderne dirigerer det uhørte digt eller modellerer dets former i luften
(...) det er ikke til at sige om man danser med et stort usynligt dyr eller tumler og slås med det«) korporligt rystes under
udfoldelsen af sin skrivepraksis, gør ikke påstanden mere troværdig – med den gennemkontrollerede skrift in mente.
At kødet skælver, når hjernen gløder, skal selvsagt ikke kunne udelukkes, men at det afspejler sig i skriften er mere tvivlsomt.
Man kunne her fremføre at værket kunne være vellykket på trods af at det ikke opfyldte de målsætninger og ambitioner
som forfatteren selv havde med det (hvilket jo sættes på spidsen i og med at intentionerne via poetikkerne er inkluderet
i værket) – en påstand som også jeg gerne vil skrive under på.
Men netop monteringen af ‘forskellige’ teksttyper, herunder udprægede poetikalske tekster, udgør Morfeus’ essens og det
er disse elementer, der skal i fokus, i vurderingen af værket.
Det eneste sted, hvor flerstemmigheden rent faktisk optræder og hvor læseren får et pusterum fra forfatterens poetikker,
er i visse af de grafiske digte og ikke mindst i de grå lister, hvor motoren netop er rimet og ordglidninger, der ikke på
samme måde kan inddæmmes rationelt. Her punkterer en befriende humor værkets patos og åbner for mange mulige læsninger.
I de grå lister er der tale om opremsninger af ord og sætninger, delvist bestående af ikke-specificerede »tekststumper« fra
andre digtere så som Inger Christensen, Johannes Ewald, Klaus Høeck, Per Højholt, Harald Landt Momberg med mange flere. Forløbet
er styret af ordglidninger, rim og associationer i såvel en højsvungen poetisk stil som dennes profanering. Visse steder
fortoner bogstaverne sig i slutningen, hvilket indikerer at der kun er tale om et uddrag af en uendelig liste. Ordene bindes
sammen af bindeleddet »&«, her et lille eksempel fra en længere liste:
& KIASMER & SPASMER I SPROGET & DESMERDYR I TOGET & DESPERATE NATABER & NETKORT & LÅRKORTE KJOLER & HOTPANTS & BURNIN’ RED
IVANHOE & IVAN DEN GRUSOMME & IVAN DEN LANGSOMME & IVAN DEN EFTERTÆNKSOMME [osv.]
Rimet forbinder »kiasmer« og »spasmer«, der glides fra »spasmer« til »desmer«, »desmerdyr i toget« kunne være synonym for de
»desperate nataber«, fra »nataber« glides til »netkort«, fra »netkort« til »lårkorte kjoler«,
der svarer ungefær til
»hotpants«, hvis »hot«, såmænd bliver hottere endnu, nemlig til det »burnin’«, der indleder det danske tresserorkesters navn,
hvoraf »Ivan« i »Ivanhoe« isoleres og udvides til den russiske zar, hvis adjektiv »den grusomme« han erhvervede sig ved
grusom nedkæmpning af bojarerne og dette øgenavn forskydes til først »den langsomme« og siden »den eftertænksomme«, hvilket
kontrafaktisk kunne have indikeret et tøbrud i Ruslands ellers omtumlede og isfrosne historie. Ikke alle steder er listerne lige
så vellykkede som i ovennævnte citat, hvorimod de andre gange i højere grad fremstår som lidt mere uinspirerede opremsninger:
Måske kunne man anvende termen ‘lister’ om den vellykkede ophobning, ‘opremsninger’ om den mindre vellykkede. Hos Lyngsø er
både listen og opremsningen repræsenteret.
De grå lister er inspireret af Per Højholts bog +1 (1969), der forbandt et langt mindre, men muterende materiale
med »&«[6] og Lyngsø citerer da også en stump fra denne i en af listerne. Her, midt
i opremsningens brusen af orgelklang, orgasmer, organismer og andet godt optræder den flerstemmighed og de spontane
netværksforbindelser som værket hævder, fx den hashdromedar (den hvad? den hashdromedar!), der for mange linjer siden
fandt plads i afsnittets overskrift og hverken kan eller vil fængsles af Lyngsøs poetikalske snarer: Her græsser hashdromedaren
i en flerstemmig fatamorgana.
HANS LILLEHJERNE, NEUROKIRURGEN, INGENS BOOGIE-WOOGIE
– om Tomas Thøfners Altings A
Genrebetegnelsen til Tomas Thøfners Altings A angives på forsiden som »computerpoesi«. Minimum to betydninger kan
afledes af denne neologisme:
1) Der er tale om poesi skrevet af en forfatter ved hjælp af en computer. Her tænkes selvsagt ikke på at forfatteren
skriver på computeren, men på at det er forfatteren, der har programmeret computeren og at programmeringen så at
sige er alfa omega for skabelsesprocessen, hvorfor forfatteren trods det efterfølgende teknologiske intermezzo, kan siges
at være den suveræne ophavsmand til værket, hvilket understreges af at den redigering, der fuldender værket, er lagt
i hænderne på forfatteren.
2) Der er tale om poesi skrevet af en computer. Her er der ikke tale om at computeren uafhængigt af menneskelig
indflydelse har produceret teksterne, men om at værket primært kan tilskrives computeren som produktionsmodus og værket
således ikke er eller kan være noget menneskeskabt (=mennesketænkt), men computerproduceret (=udregnet).
Man er således nødt til at spørge: Hvad er en forfatter? Hvis en forfatter er den person, der har skrevet en
given tekst, så diskvalificeres forfatteren T.T. i dette tilfælde som værkets ophavsmand, hvis man vel at mærke
fraregner de afsnit, hvor teksten er genereret ud fra et af Thøfners egne værker. Værket er på sæt og vis, for nu
at citere værket selv, »ingens boogie-woogie« (s. 30).
Det er indlysende at computeren ikke er ophavsmanden til værket, men mindre indlysende at Thøfner nødvendigvis er
forfatteren, selvom han har haft mere end en finger med i spillet qua sin indsamling af kildetekster, programmering af
computeren og den efterfølgende redigering (læs: tilskæring, ikke tilføjning). Jeg vil her ikke gøre noget videre ud af de
præcist anvendte metoder, blot pege på den hyppigt anvendte Markov-kæde, en slags »statistisk vægtet cut-up« som Thøfner selv
skriver på side 8, og i øvrigt henvise mere matematisk interesserede til værkets egen detaljerede gennemgang. Ved at signere
værket (med sit eget navn)[7] afgør Thøfner selv dette komplekse forhold. Ikke desto
mindre er et værk som Altings A en udfordring af den traditionelle forfatterfigur, der, excentrisk teorigods fra 1960’erne
såsom det populære slagord om »forfatterens død« (Barthes) til trods – lever og har levet i bedste velgående.[8]
Hvilket materiale anvendes i bogen? Sammenfattende er der genereret tekster ud fra et disparat kildemateriale, inkluderende
skønlitterært materiale i form af Thøfners publicerede manuskripter (Sjælens atomer, Tankens alkymi, Hypoteser for to stemmer)
og et enkelt upubliceret romanmanuskript (Begravelser) plus en notesamling. Hertil kommer forfatterkollegaen Morten
Søndergaards to digtsamlinger (Ild og tal, Bier dør sovende), Jorge Luis Borges’ Bogen af sand samt Thomas-evangeliet.
Ydermere optræder ikke-litterært materiale i form af læserbreve fra Ekstra Bladet 2001-2002, nytårstaler af Dronning Margrethe,
Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen, kronikker og debatindlæg hvori ordet »kulturkamp« indgik samt udvalgte nyheder
fra Danmarks Radios nyhedsbrev 1999–2002.
Idet Thøfner ikke trækker på hele kildematerialet på én gang, men derimod anvender forskellige dele i de enkelte afsnit,
kunne man hævde at der nærmest er tale om en antologi af tekster fra forskellige »ophavsmænd« (eller »systemer« om man vil).
Det skønlitterære blandes ikke med det ikke-skønlitterære materiale, hvorfor det er relativt simpelt at udpege de enkelte
teksters genremæssige tilhørsforhold. Der er ikke tale om én stil, idet stilen styres af hhv. de formler, der ligger til
grund for kombinatorikken og det tekstmateriale, der opereres med. Bogens indholdsfortegnelse ser sådan ud (med mine
tilføjelser i parentes):
1) »Brev« (en fejlprogrammeret tekst, en form for computer-afasi):
2) »Ude af stand til hvem« (digte)
3) Relative arkivstykker (digte)
4) Navnebogen - eller At vænne sig til at fortsætte en tidligere tanke (romanuddrag)
5) En by bygget på det såkaldte Q-dokument (visdomsord)
6) Tavsheden fra Søllerød Kommune bekymrer mig (læserbreve)
7) Danmark er et godt nytår! (nytårstaler og kronik)
8) Telegrammer fra den anden side (nyhedstelegrammer)
9) Digt videre (fællesdigt)
En interessant detalje her er at man, afhængigt af hvilken tekstgenerering og hvilket tekstmateriale, der anvendes,
kan producere vidt forskellige poesi- eller prosatyper.
Afsnittet »Ude af stand til hvem« minder i betydelig grad om de små ordmobiler som Hans-Jørgen Nielsen opererede med i
tresser-digtsamlingerne at det at (1965), Konstateringer (1966) og Output (1967), jævnfør titlernes og
i særdeleshed sidstnævnte titels (Output) kølige maskinelle karakter. Her følger et stykke poesi fra Altings A,
karakteristisk betitlet »8«: »som/alle i/det samme//men det/er det//dig//det er//den anden//men det er den samme« (p. 18).
Digtet ville sagtens
kunne læses som et eksistentielt udsagn, men i denne kontekst vil vi nøjes med at betragte disse linjer som små forskydninger
i et begrænset sprogligt materiale, nemlig omrokeringer med de mindste ord.[9]
Med andre (og længere) ord er der både tale om en betydningsproduktion, men i endnu højere grad om en
betydningsdemonstration,
altså »sådan skabes helt fundamentalt betydning«.
I afsnittet »Relative arkivstykker« i Altings A er vi i højere grad over i en type modernistisk poesi, der i Danmark
brød frem omkring 1960 med eksponenter som Klaus Rifbjerg og Jess Ørnsbo og – med den danske tradition for lokal navngivning
som var fænomenet uberørt af udenlandsk påvirkning – blev kaldt »konfrontationsdigtning«, opkaldt efter Rifbjergs Konfrontation
(1960). Hverdagslige og mere tekniske gloser sammenstilles med det mere regelrette poetiske inventarium – men noget morsommere
end dengang for 40 år siden: »trafiksikker onani/skovsvin i hvidt slæb/ belladonnaer/ hemmeligstemples med vand/ (skærpet af
improvisationen/som af et uledsaget festfyrværkeri)/kernefamilie udpibes/med fjeldørred/rettelsen udredes ubeskriveligt/
bronzen/afhåres arkitektonisk/som en barnestol«.(p. 27).
I Altings A finder man, herunder i ovennævnte citat, anvendelsen af den klassiske surrealistiske strategi med abrupte
og overraskende koblinger af ord og sætningsdele.[10] Man kunne også argumentere for at
teknikkerne ligger tæt op af cut-up-teknikken (jævnfør det før omtalte udtryk »en statistisk cut-up«), hvorved man undgår
surrealisternes metafysisk-dybdepsykologiske overbygning. Cut-up-teknikken kan således siges at være en computerpoesi uden
computer, en mekanisk metode, der lig computeren skaber sammenstillinger der ikke er tænkt af nogen menneskelig fantasi
(om de ligefrem overgår den menneskelige fantasi er mere tvivlsomt – hvis man tænker på fx en så billedmuterende digter
som Simon Grotrian).
Montageteknikken i Altings A er maskinelt produceret og afsnittene er på den ene side ret genre-bundne, på den anden
side bryder montageteknikken de forventninger man med rette har til genren: I »Tavsheden fra Søllerød Kommune bekymrer
mig« er der tale om muterende læserbreve, i »Danmark er et godt nytår!« om surrealistiske nytårstaler og en enkelt
kronik, i »Telegrammer fra den anden side« er der tale om udsyrede nyhedstelegrammer. Et klip in extenso fra »Nytårstale I«:
Vi ville. Fordi vi ville. Fordi vi vil. Fordi vi holdt fast. Og det gælder ikke mindst i Europa. Derfor skal vi videre. [...]
Det er ikke længere nogens ansvar. Det er ikke sket af sig selv. Og får vi først stoppet den meningsløse vold, er vi som nation
begyndt at se tilbage, ikke blot på året der gik, men som aktiv medspiller, med egen mening og egen indsats. [...] De fleste
sover nu og da, og vi har privatiseret vores sundhedspoliti. December følges op med venner og langt mere sensationsprægede
dommedagsprofetier, men først og fremmest et bæredygtigt landbrug. Mine tanker er stadig truet af hjertelig opmærksomhed;
heri ligger hemmelige kræfter gemt. Vi holder forbindelsen til hospitalerne, som nye danskere kan pege ud i familiealbummet.
Derfor er der heldigvis mange kritiske røster, og vi er omsluttet af verdens bedste IT-nation. Mine ønsker også for at
få et pragtfuldt tæppe, som omslutter os alle sammen. I horisonten er der heldigvis mange gode nytårsønsker til ungerne derhjemme,
eller hvad vi får fra det offentlige og natur (p. 61).
At det lader sig gøre at producere tekster, der ligger tæt op af litteraturhistoriske tekst- og poesityper og uden videre
kunne forveksles med sådanne, peger på typernes redundans og at der i høj grad er tale om kunstneriske greb og teknikker,
der kan tillæres og er blevet tillært af epigonerne – og at den interessante litteratur måske (også) karakteriseres af
en bevidsthed om teknikkernes eksistens, en bevidsthed, der resulterer i en sprængning eller demontering af
teknikkerne.[11]
Den kølige apersonaliserede stil, som man måske ville forvente fra en maskinelt genereret bog, finder man ikke i Altings A
(med undtagelse af de konkretistiske stykker). En sådan kølighed forefindes i særdeleshed ikke, hvis kildematerialet er den
emotionelt eksplosive base som læserbreve fra Ekstra Bladet er. I Ekstra Bladet finder man talrige eksempler på harme, vrede,
paranoia, kulturpessimisme og racisme. Yderst affektprægede individer leverer således kildematerialet til visse afsnit i
Thøfners bog. I teksterne »Nytårstale I« og »Nytårstale II« er teksterne produceret ud fra hhv. (I) Dronning Margrethes og
statsminister Poul Nyrup Rasmussens nytårstaler 1998–2000 og (II) Dronning Margrethes og statsminister Anders Fogh Rasmussens
nytårstaler 2003–2004. Ser man på ovenstående citat fra »Nytårstale I«, hvor Dronning Margrethe og Statsminister Rasmussen
I taler i munden på hinanden[12] ser man at logikken løbende brister. Men den retoriske
højsvungethed, dét retro- og prospektive overblik der tilhører genren, gør at en form for mening kan anes. Forskelle i mærkesager
for statsministrene kan i øvrigt anes hinsides enhver form for kombinatorik. At bruge en velkendt genre som nytårstalen og så
lade den mutere i computeren, har både en komisk effekt og samtidig afslører den det hav af floskler, der tydeligt står frem i
teksten, når flosklerne ikke kan gemme sig i konteksten.
|
|
www.apparatur.dk
|
Samlet set betyder den afmontering af forfatterfiguren, der praktiseres i Altings A et fokus på læsningens, dvs.
betydningsproduktionens rolle. Et forhold som Thøfner selv har uddybet i mit interview med ham, nemlig »Er det overhovedet
fornuftigt at placere et P-anlæg så tæt på det intetsigende« (Apparatur nr. 10, 2004):
Computerpoesien giver rigtig nok en pause fra det »besværlige« forfattersubjekt. Men hvem får egentlig fri? Computerpoesien
kan jo sagtens føle og være emotiv og ekspressiv, som f.eks. teksterne i bogens første afsnit viser. Hvad betyder det for
læseren at hun ved at der ikke følger egentlige subjekter med teksterne? Det forekommer mig at læseren rigtig nok kan forholde
sig mindre til forfatteren, men til gengæld tvinges hun til at forholde sig til sit eget læsende subjekt. Hvis der ikke er
andre »tilstede« end tekst og læser, så er der heller ikke andre til at bære ansvaret for den mening der kommer ud af det.
Ikke desto mindre signeres værket til sidst, idet Thøfner fortsætter:
Alligevel tror jeg ikke at læseren udraderer forfatteren som afsender, i dette tilfælde mig. Det kan lyde selvmodsigende,
men er det vel egentlig ikke. Det er et spørgsmål om forskellige niveauer. Som forfatter til »Altings A«, spiller jeg en
almindelig forfatterrolle, blot på andre niveauer end sædvanligt. Et metaniveau, kan man sige. Situationen svarer for så
vidt groft sagt til kunstnere, der udstiller »fundne værker«. Det fritager for kunstnerisk subjektivitet på ét niveau
(kunstnerens »sjæl« er ikke at finde i penselstrøget), men ikke på andre niveauer (udvalget, redigeringen, iscenesættelsen,
dette at man siger »dette er værd at beskæftige sig med«).
Altings A besidder på forskellige niveauer den flertydighed som Lyngsøs netværksprojekt postulerer qua computerpoesiens
ukontrollable betydningsmæssige gnidninger og glidninger på 1) sætningsplan, 2) mellem sætningerne, 3) mellem de enkelte
tekster og 4) mellem afsnittene i bogen på et mere overordnet plan. Således fungerer det indledende »Forord: Poesi med stort C«
ikke som udtømmende forklaringsmodel, men snarere som en lille tankemæssig guide, der velformuleret afmystificerer projektet
– suppleret af de to afsluttende appendikser, der henholdsvis uddyber værkets tekniske specifikationer og præciserer hvilke
tekster, der har fungeret som kildemateriale.
Altings A har ikke den store forhistorie i dansk litteraturhistorie. Thøfner har selv i langt mindre skala anvendt
Markov-kæden i Hypoteser for to stemmer (1998, ny udgave 2002) som er skrevet sammen med Morten Søndergaard,
hvor de enkelte tekststykker ikke er signerede. Hvis man fokuserer på forgængere, hvor maskinen og en maskinel tilgang
til skriveriet har været tilfældet (uagtet at den konkrete tekstproduktion langt fra alle steder har været automatiseret
som hos Thøfner) kunne man trække nogle linjer fra Altings A til Alfred Jarry, Franz Kafka, Marcel Duchamp og
Raymond Roussel og videre frem til William S. Burroughs, OuLiPo, den danske systemdigtning
[14] i 1960erne,
Klaus Høecks kybernetiske mursten samt L-A-N-G-U-A-G-E-digterne.[15]
Det giver god mening at sammenholde Altings A med Hans-Jørgen Nielsens centrale essay om computerpoesi »Poeten med
den sorte kasse. Datamaskinepoesi«, der står i essay- og artikelsamlingen ‘Nielsen’ og den hvide verden (1968),
en bog, der seismografisk indfanger mange af periodens spændende diskussionsemner og problematikker. Her skriver Nielsen at
datamaskinepoesien »tjener til yderligere afmytologisering af kunstbegrebet« (s. 49), hvilket Altings A selv i dag
kan ses som eksempel på.
På to afgørende punkter er Altings A svar på Nielsens gisninger. Nielsen skriver at, forudsat at eksperimenterne
videreudvikles, så vil »datamaskinepoesi (...) i givet fald få et helt andet udseende end poesi, der er skabt i andre medier«
(ibid.), hvilket Altings A bliver en delvis benægtelse af, idet værket ‘kopierer’ tidligere tiders non-maskinelle
poesityper. Nielsen tvivler i essayet på at datamaskinepoesien er andet end »en umulig drøm, en afsindig utopi«, men han
tilføjer at »muligheden for at realisere drømmen [...] imidlertid aldrig [har] været så store som nu. Og kun ved at
prøve at realisere den, kan man finde ud af, om det stadig er en drøm eller ej« (ibid.). Altings A realiserer
denne vision, men resultatet giver ingen forhåbninger om at al fremtidig litteratur vil blive skrevet af computere.
Dette ville ikke kun blive forfatterens død, men også litteraturens. Derimod stiller computerpoesien væsentlige spørgsmål
om og til litteraturens væsen og receptionen af denne type litteratur vil uvilkårligt også være en forholden sig til
hvad der er godt og hvilke, måske problematiske og ekskluderende, kriterier, der knytter sig til en »god«
(dvs. oftest: »dyb«, sammenhængende, realistisk genkendelig) litteratur.
LAKMUSTESTEN
I en uautoriseret avantgardistisk lakmustest, der er udtryk for en håbløs reduktionisme, men immervæk kan give et fingerpraj
om hvilken type litteratur, der er tale om, kan man sammenstille de to værker med klassiske avantgardedyder såsom opgøret
med den emotive forfatterskikkelse, opgøret med kunstnormerne, læserens prominente betydning, værkets chokeffekt,
ophævningen af skellet mellem kunst- og livspraksis, opgøret med kunstinstitutitonen og den borgerlige kultur. På hvilke
punkter lever værkerne op til disse kriterier og på hvilke punkter gør de ikke? Det skal her understreges at lakmustesten
ikke udgør en facitliste for det vellykkede værk, der således hurtigt kan vurderes som godt eller dårligt, men som et forsøg
på at indkredse forskelle og ligheder i forhold til avantgardens værkkategori og dets forsøg på nedbrydning af samme.
Altings A bryder med den sædvanlige essentialistiske opfattelse af det skabende og ekspressive kunstnersubjekt
ved at lade computeren fungere som (en styret) tilfældighedsgenerator i et materiale, der for størstedelens vedkommende
ikke er forfatterens eget. Morfeus bevarer opfattelsen af forfatteren som en helhed, der dog qua sin strategi,
netværkstanken, producerer denne flerstemmighed – i det mindste i forfatterens egen selvforståelse.
Altings A gør op med normerne for hvad kunst kan være, idet den gør op med den traditionelle forfatterfigur
og stiller spørgsmålet om hvad en forfatter er, kan eller bør være (fx programmør, teksternes iværksætter).
Morfeus er ligeledes et bud på en anden type litteratur, der tør udfordre det organiske værk – uden dog at ville
skrive sig ind i en avantgardistisk værknedbrydningstænkning og uden for alvor at anfægte forfatterfunktionen.
Altings A lader læseren få en prominent rolle, idet forfatterens fravær og værkets montageagtige og uorganiske
karakter sætter fokus på betydningsproduktionen og dermed på læserens medskabende rolle. Til trods for at værket rent
faktisk har inkluderet en metarefleksion i form af et forord, to appendikser plus løbende notater til hvert kapitel,
så udgør disse hjælpemidler en kontekstualisering af projektet, ikke en forklaring. Morfeus lader ligeledes læseren
få en prominent rolle i tolkningen af »netværksforbindelserne« som de poetikalske tekster imidlertid straks kortlægger,
hvilket ikke udfordrer, men belærer og til en vis grad pacificerer læseren.
Altings A besidder en vis chokeffekt via de abrupte sammensætninger, der er velkendte manøvrer, i det mindste for
litteraturhistorikeren[16], men ikke desto mindre er de stadig væk svære at gribe
for den rationelle tanke (der jo i sidste instans er tekstanalysens motor) og de udgør derfor til stadighed en provokation
og en anfægtelse. Morfeus forvirrer og chokerer (=overrasker) ligeledes i det grafiske. Bogen er svær at finde rundt
i og man fortaber sig let i andet end det egentligt tiltænkte.
Altings A ophæver ikke skellet mellem kunstpraksis og livspraksis, idet værket trods betydelige ran, ikke
intervenerer i virkeligheden men qua sin indpakning (bogomslag m.m.) markerer at det er et
kunstprodukt.[17] En form for indirekte intervention er dog fremvisningen
af de faste formers sproglige redundans. Der er heller ikke tale om et angreb på kunstinstitutionen og den borgerlige
kultur (der i givet fald understøtter denne guerillavirksomhed i form af arbejdslegater fra Statens Kunstfond –
se værkets kolofon). Morfeus ønsker heller ikke at ophæve denne grænse mellem kunstpraksis og liv og angiver
både Autorkontoen (Dansk Forfatterforenings støttepulje), Litteraturrådet, Statens Kunstfond samt Kunstrådets
fagudvalg for litteratur som dem, der har støttet udarbejdelsen af værket.
I Altings A markeres ikke en eksplicit forholden sig til avantgardestrategierne som værket jo i høj grad betjener
sig af. Uden for værket, i førnævnte interview i Apparatur, tager Thøfner afstand fra avantgarden og dennes
klassiske kamp mod kunstinstitutionen: »Peter Bürger har jo beskrevet avantgarden som en reaktion mod og et spil med
kunstens institutioner. Mange udgaver af den slags reaktioner og spil foregår stadig i kunstens verden, og virker
ofte sært ligegyldige og infantile.« Men Thøfner er ikke afvisende over for termen avantgarde som betegnelse for det
som er »anfægtende«, det som ikke »allerede er fordøjet og rubriceret« og som strategier, der »kan pirke til nogle af
de måder vi tænker om tekster, læsning og skrivning på«. I Morfeus’ er der derimod flere steder tale om et eksplicit
opgør med avantgarden.
Årsagen til afstandtagen fra avantgardebegrebet kan måske ligge i avantgardens kritik af kunstinstitutionen og den
borgerlige kultur – en kritik der ikke længere er så oplagt i dag som i fx dadaisternes 1910’ere og surrealisternes 1920’ere,
i hvert fald hvad kunstinstitutionen angår. Kunstinstitutionen er blevet mere rummelig og kan således ikke længere
udelukkende betragtes som en repressiv faktor (selvom den nuværende VK-regerings applicering af New Public
Management-strategier, politiseringen af Danmarks Radios bestyrelse samt centraliseringen og den indirekte anfægtelse
af armslængde-principper inden for kunststøtten udgør en potentiel trussel). Kritikken af kunstinstitutionen er i
dagens kunst mest spil for galleriet, dvs. et spil, der spilles for at komme inden for på galleriet og derfra videre til
museernes katedraler, hvorimod en egentlig unddragen sig disse merkantile og mediemæssige implikationer, ikke kan iagttages
i dag. Måske er det på tide at bevæge sig hinsides denne dikotomi? Et andet punkt er nedbrydningen af skellet mellem
liv- og kunstpraksis. Forholdet mellem kunst og livspraksis udgør inden for litteraturen et vanskeligt område.
Litteraturen har sværere ved at fjerne sig fra indholdssiden og fra bogmediet uden at bevæge sig helt over i
billedkunsten, hvor der som bekendt eksperimenteres meget med konceptuel og virkelighedsintervenerende kunst –
en vej, som litteraturen, hvis man undtager den visuelle litteratur, har sværere ved at følge andet end ved at
skrive om »virkeligheden«, hvorved den kun bekræfter sin status af kunstprodukt. En helt tredje ting er avantgardebegrebets
historie. Hvordan være ‘fortrop’, når man repeterer strategier fra
bevægelser hvor overskridelse og formel fornyelse var credoet?
At Thøfner i interviewet alligevel trækker nogle tråde fra sit værk til franske OuLiPo og den danske systemdigtning
(som man med visse forbehold godt kunne klæbe etiketten »avantgarde« på) er interessant. Måske (med et meget stort M)
skulle man i fremtiden erstatte avantgardebegrebet med et begreb, der kunne rumme den eksperimenterende litterære
tradition uden at være belastet af avantgardebegrebets forhistorie og teoretiske implikationer? Avantgardens anti-tradition
er selv blevet tradition. En tradition, et reservoir af strategier, der kan fornys uden på megalomanisk vis at hævde at
den er fortroppen men derimod en (sprog)kritisk og eksperimenterende tradition ved siden af mange andre? Teknikkerne fra
1910’erne, 1920’erne og 1960’erne er kommet på tilpas afstand og nye teknologiske innovationer er kommet til, således at
avantgardestrategierne kan genopdages af nye nysgerrige sjæle uden det hængedynd, der er bundet til avantgardens
overskridelsesmetafysik, idet disse strategier netop er blevet teknikker, en udvidelse af det retoriske apparat.
To nye eksempler, der åbner denne diskussion, har set dagens lys.
Noter
1
Andre konkrete oplevelser: som 10–11-årig på folkeuniversitetets astronomihold at følge rumsonderne Pioneer 10 og 11;
at se Bachs Toccata og fuga i d-mol udfolde sig på fjernsynet som et »symmetrisk søjlediagram i bevægelse, en fontæne af
toner og farver«; at se »Eliza«; at undersøge familiens »lynmuseum«, en glassten, der har indfanget et lyn; at køre på
Autobahn med vejen som pladespiller og bilen som pickup; at høre The Orb på Roskilde Festivalen; at læse Michel Serres’
genrenedbrydende værk Genese første gang. Andre generelle erfaringer fokuserer på rim, terziner og figurdigtning,
på at skrive med hele kroppen; på flerstemmighed og netværk. Især den konkrete erfaringsdel kunne sagtens kritiseres for
at være udtryk for en notorisk efterrationalisering, der præger Morfeus som helhed: At de enkelte dele død og
pine skal kunne rummes af én og samme poetik.
[tilbake]
2
Brandmanden stammer (dette oplyser Lyngsø ikke) fra Ernst Haeckels Discomedusae fra bogen Kunstformen der Natur (1905).
Tegningen findes også aftrykt i tidsskriftet Kritik nr. 155/156, 2002 (p. 107), hvilket med stor sandsynlighed er det sted,
hvor Lyngsø har taget den fra, idet han, i en helt anden forbindelse, netop henviser til dette specifikke nummer af tidsskriftet
i sin bog. [tilbake]
3
Orfeus-myten er, i modsætning til Morfeus, ikke just et ubeskrevet blad i litteraturen. Senest har Elizabeth Friis i
sin publicerede guldmedaljeafhandling Hvad er en digter? (Syddansk Universitetsforlag, 2004) undersøgt hvordan
Orfeus-tematikken optræder i litteraturen.
[tilbake]
4
Hvilket for Lyngsø er definitionen på en dårlig digter, hvilket jeg ikke hævder Lyngsø er. Jeg hævder blot at de traditionelle
digte, hvis grafiske forskudthed prøver at puste liv i dem, hører til den absolut svageste del af Morfeus, hvorimod
poetikkerne (trods deres forsøg på at kvæle læseren i en velment omfavnelse) og især de grå lister samt figurdigtene gør
Morfeus til et værk, der alene på grund af sit format og sine ambitioner, ikke kan eller bør blive overset i den nyeste
danske litteraturhistorie – uden dog som dagbladskritikken at ville udråbe det til det mesterværk. Et hovedværk i Lyngsøs egen
produktion er det selvsagt.
[tilbake]
5
»De nøglebegreber, som Lyngsø anvender om sin egen poesi, nemlig ‘flerstemmighed’ og ‘verdensvendthed’ er således ikke kun et
spørgsmål om at konstruere forskellige ‘spor’ igennem teksten (...) men også i høj grad om at skabe et poetisk sprog, hvor flere
sociale kontekster har en afsmitning på det digteriske sprog. Og i Lyngsøs værker møder man (...) i voldsom grad kun én poetisk
stemme, der taler monologisk, sagligt videnskabeligt og kontrolleret ud i det tomme rum« (Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad,
citeret efter Politiken, lørdag d. 11. september 2004) [tilbake]
6
En anden parallel kunne være den unge digter Ursula Andkjær Olsens digtsamling Lulus sange og taler (2000), som Lyngsø
med sikkerhed har læst, idet han anmeldte værket i Politiken (i øvrigt dårligt). [tilbake]
7
Man kunne nævne Duchamps berømte signatur på sit pissoir: »R. Mutt«, der trods ordspil og anvendelsen af et andet navn,
immervæk underskriver værket med »Duchamp«.
[tilbake]
8
Fodis Jannidis (red.): Rückkehr des Autors. Zur Erneuerung eines umstrittenen Begriffs (1999) og Sèan Burke:
Death and Return of the Author (1992).
[tilbake]
9
Den distinkte udeladelse af adjektiver og substantiver som man kender fra en væsentlig inspirationskilde, nemlig Gertrude Stein.
[tilbake]
10
En stil, der i anden halvdel af nittenhalvfemserne og frem til i dag er blevet videreført i tidsskriftet og forlagsvirksomheden
Øverste Kirurgiske (især hos navne som Thomas Krogsbøl og Jens Blendstrup) samt i et mere vægtigt og særpræget
forfatterskab som Simon Grotrians værker fra 1987 frem til idag.
[tilbake]
11
McHale påpeger i »Poetry as Prosthesis« fra Poetics Today 21:1 (2000) ligheden mellem den prosa, som Hartman producerer
via computerprogrammet Prose og lyrikken fra den såkaldte New Sentence poetry, digtere som Ron Siliman el. Rosmarie Waldrop.
Hvorfor denne lighed? 1) Computeren er indstillet efter gældende normer og 2) moderne lyrik indeholder samme form: »contemporary
modes perhaps involve forms of disjunction similar to those occuring in computer-generated texts" McHale 2001:11) 3)de tekster,
der er tættest på computerteksten har måske en eller anden »mekanisk« frembringelse, med eller uden computer. Konklusion:
»There is a good deal of evidence tending to confirm this last possibility; that is, that contemporary disjunctive poetry is,
in many cases, machine poetry«(ibid.) Udfordringen ligger således i: »(...)to discover a nontrivial, well-motivated, versatile,
and (nearly as possible) exhaustive typology adequate to encompass this diverse phenomenon« (ibid.).
[tilbake]
12
Som i det virkelige liv, hvor det ikke var Anders Fogh Rasmussen selv, der skrev sin nytårstale i 2003, men derimod en
repræsentant fra Dansk Industri, der leverede grundstammen. Det står hen i det uvisse om der var tale om et forsøg på at
demontere forfatterfunktionen eller om det var en særlig liberalistisk bugtalerteknik, der var færde her.
[tilbake]
13
Det havde unægteligt været interessant med en uddybning eller præcisering af det »et eller andet« som Thøfner anfører som
kvalitetsmærkningen af fragmenter i fællesdigtet, idet det ville kunne indkredse hvad, der kendetegner ‘god’ (måske skulle
man hellere sige ‘interessant’) litteratur.
[tilbake]
14
Man kunne for eksempel nævne Hans-Jørgen Nielsens ‘datamaskinepoesi’, nemlig ‘stokastisk prosa’, der er resultatet af nogle
forsøg på en NCR-maskine i 1964 – og som optræder i Nielsens debutdigtsamling at det at fra 1965. En tekst, der efter
udskiftning af substantiverne, optræder i Nielsens viltre romaneksperiment Den mand der kalder sig Alvard fra 1970
(se Kromann: »Et slag for et overset monster. Hans-Jørgen Nielsens Den mand der kalder sig Alvard« i Kritik nr. 164, 2003).
[tilbake]
15
Jeg trækker her igen på Brian McHales artikel »Poetry as Prosthesis«.
[tilbake]
16
Jeg ser her – midt i korrekturlæsningen – at Thøfner på sin weblog på www.synapsis.dk d. 26. og 27. november er begyndt
at elaborere på lighederne mellem computerpoesien og den særegne skizofrene skrift. Et interessant og med sikkerhed
ikke helt uproblematisk foretagende, som man kan (må og skal) tage op på et senere tidspunkt.
[tilbake]
17
Et radikalt eksempel kunne være Claus Beck-Nielsens meget omtalte ‘biografi’ Claus Beck-Nielsen 1963–2001 (2003).
[tilbake]
_________________________________
15.12.04, nypoesi.net
|