utskriftsvennlig format




Forfatterside Lone Hørslev
Forlagspresentasjon TAK
Anmeldelser:
Lars Bukdahl i Weekendavisen
Erik Skyum-Nielsen i Information
Niels Lyngsø i Politiken
Intervju:
Christian Dahl i Information

Forfatterside Gro Dahle
Forlagspresentasjon Loop

Jubel og tvil

Dialog mellom Gro Dahle og Lone Hørslev
18.11.–02.12.
Publisert 06.12.02

Lone Hørslev (f. 1974) debuterte med TAK på Gyldendal i 2001.

Gro Dahle (f. 1962) debuterte med Audiens i 1987 og har siden gitt ut en rekke diktsamlinger, prosabøker og barnebøker. Siste utgivelse: Loop (Cappelen 2001).

__________
Mandag 18. november, 2002, 11:03

Kjære Lone

Nå har Paal, redaktøren for nettidsskriftet, mast på meg og sagt at jeg og du må gjøre en liten e-samtale ferdig til 1. desember. Eller vente til 1. feb.

Hva tror du?

Det var i og for seg fint at han maste, for jeg har gått og tenkt på dette litt innimellom og aldri kommet i gang. Det har vært så mye her hjemme med barna, og da blir det liksom aldri tid – før noen maser. Sånn sett har jeg vel gått litt og ventet på at Paal skulle komme med det avgjørende og igangsettende maset. Skjøvet det litt foran meg.

Vi kan jo bare begynne et sted. Og la det strømme. Så kan vi se. Etterpå kan vi jo redigere litt, hvis vi vil, stryke ned eller hoppe over eller legge til eller forandre.

Sjøl veit jeg ikke hvor jeg skal begynne. Hva jeg skal begynne med. Hvordan. Det er alltid vanskelig å begynne, syns jeg.

Uansett hva jeg skal skrive.

Til og med et brev til en venninne kan jeg gå og skyve foran meg i ukesvis og aldri komme i gang med. Skrive femten begynnelser som aldri blir fullført. Men når jeg først kommer i gang og språket begynner å flyte, klarer jeg ikke å slutte.

Det er famlefasens forbannelse. Å streve og streve for å skyve skriften i gang. En tung, tung maskin opp en bratt bakke, for så å gi det lille puffet fra toppen for å sette maskineriet i fart – og motoren i gang å rulle og puffe og hoste og harke ut setninger på løpende bånd.

Det er det jeg driver med nå – egentlig – å rulle i gang, å skyve skriften opp den lange bakken til punktet hvor jeg kan starte.

Jeg kan kanskje begynne med å presentere deg og si at du, Lone, er en dansk dikter som har skrevet et veldig interessant og nyskapende diktsamling som heter TAK. Den kom ut i fjor, i 2001, og jeg traff deg på Nordisk debutantseminar i Sverige i sommer på en øy som heter Biskops-Arnö utenfor Stockholm. Der er jeg en av fire handledere, en handleder fra Finland, Danmark og Norge – og selveste Ingmar Lemhagen fra Sverige, eksperten på nordisk litteratur og den som har holdt i dette debutantkurset i snart (over?) tjue år. I tillegg til disse handlederne er det tre eller fire litterære debutanter fra hvert nordiske land. De er valgt ut av forfatterforeningene som de litterært mest spennende nykommerne. Sjøl har jeg vært handleder på dette debutantseminaret i seks, sju eller åtte år, tror jeg, og det er alltid spennende å se hva som rører seg i den nye litteraturen, hva som er i ferd med å skje litterært, hva som er i utvikling og hva som er i emming. Det er lett å se linjer og trender og lett å se de ulike landenes litterære personligheter tre fram i sitt mangfold.

For meg er det lærerikt og inspirerende. Og hvert år er det noen jeg blir spesielt opptatt av og som jeg syns det er spennende å følge videre. I år var det mange – både i Norge og fra de andre nordiske landene. Ikke minst, deg, Lone, og diktene dine.

Det er noe med humøret ditt i diktene dine. Det er noe med hvordan du befolker dem. Det er noe med hvordan du bygger sykluser hvor diktene kan gi ekko til hverandre. Det er noe med tyngden og alvoret under den lette og musikalske dansen av ord. Det er noe med hvordan du lar figurer og utsagn spille med og mot. Det er noe med sansbarheten og de sanselige bildene i teksten, fysisk og kroppslig og nært. Erotisk ladet og samtidig lattermildt. Og av og til herlig brutalt. Det er noe med muntligheten og det umiddelbare mot det underliggende og teksten bak teksten. Leken, hvordan språket erter og vrir på gamle forestillinger og klisjeer. Det er noe med nye blikk og plutselige overraskelser, nye vinkler og åpninger! Og komposisjon og form! Det er noe med kontrastene og de overraskende vendingene, de krappe svingene. Det er noe med hvordan du bruker jeget og de personlige detaljene. Frekt. Friskt.

Alt dette satte meg i gang som leser og jeg fikk kontakt med disse diktene. Et støt. En lyst. Jubel og magi!

Jeg vil gjerne skrive av samlingens tre første dikt som et eksempel for de som ikke har lest noe av deg før.

I
Nu hvor du har sat dig
dit fugtige tegn
i min pande
Så forlader du mig snart
Jeg ved det
– og vandet vil løbe mig
i øjnene og en tysker
vil præsentere mig som
Easy Going, det er let nok
faktisk –
(der er alligevel ingen som kan se det)
Du fik fjernet et stykke
af dit hjerte engang
og nu står det ved siden af sengen
i et syltetøjsglas
og lyser op hvidt
som en bændelorm
Det er bare en muskel
siger du ligegyldigt
Værsgo –

II
Værsgo –
siger du og byder mig glasset
som jeg bunder
(jeg kan ikke længere huske
hvorfor jeg kom)
Musikken er så høj og
en tysker der kalder mig
Easy stikker sin tunge helt ind
i min mund
Det er let nok
faktisk
at sende ham ned i kiosken
efter flere kondomer og servietter
Så glider han rytmisk ind og ud
mens jeg folder
og folder servietter
Und was ist jetzt das? Det er bare endnu en rose,
min kære!

III
Min kære!
Så står vi her minsandten igen
og mon ikke du vil begynde at fortælle
om din soldatertid igen –
Hvad var det nu de kaldte dig var det
HALVHJERTET
nå ja
Vi stirrer op på gadelampen
og sneen vi stirrer op på alt det vi ikke
kan se
Hvert eneste snefnug som er sit eget
univers ligesom hvert eneste ord –
Kald det Kærlighed
for eksempel Kald det Småkage
– og tag du da bare
den sidste
sne
med dig når du går
og efterlad mig bare

med det der fugtige aftryk
i panden

Ja. Der er de tre diktene som utgjør åpningssyklusen i diktsamlingen TAK.

Disse tre diktene i denne syklusen har jeg lest om igjen og om igjen.

Jeg lurte på om du har lyst til å si litt om hvordan du jobber? Hvordan disse diktene, denne syklusen her ble til??

Nå må jeg avslutte. Skal hente datteren min Kaia fra skolen. Tusen smil fra Gro

____________
21. november 2002, 20:49:30

Kære Gro,

Tak for din mail. Og tak fordi du tog initiativ til at få prikket hul på ballonen.

Kan du huske på Biskops-Arnö, hvor vi sad med vores svenske kødboller og blev rørende enige om, hvor urimelig svært det er, at skulle formulere noget om sin egen praksis. Og nu sidder vi her. Foran hver vores computer og forsøger just det. Men som du også selv siger, så er det også nogen gange fint nok at der er nogen der 'maser på'. Så sker der noget. Måske.

Du spørger, om jeg kan sige noget om den måde jeg arbejder på, især i forhold til den digtsuite, som indleder min bog. Ja. Jo. Jeg kan godt lide dit ord «famlefase». Man leder efter lige præcis de ord der kan sætte det hele i gang. Og når man så tror, at man har fat i dem, kaster man dem ned i digt-skålen og rører rundt. Nogle gange sker der ingenting. Ingenting. Ingredienserne vil ikke blande sig og man kan ikke få dejen hældt i formen. Men nogle gange sker til gengæld det lykkelige at elementerne slår gnister og dejen bare hæver og bobler og falder ud over kanten og ud over køkkenbordet. De første digte fra min bog er sådan en dej, som jeg har delt op i tre.

Det er som regel ikke særlig svært at se, når noget IKKE fungerer (og sådan er det jo desværre for det meste). Så er det bare ud til højre og op på hesten igen. Sværere synes jeg det er, at se hvornår noget virkelig ER lykkedes. Det ene øjeblik er det som man har skrevet jo HELT fantastisk og det næste øjeblik er det, som man sidder med, noget af det værste, mest fordrukne sludder, som man kun kan prise sig lykkelig for, at ingen andre nogen sinde fik kastet et blik på. Som regel bliver jeg nødt til at lade det ligge og hvile et stykke tid for at kunne læse det ordentligt. Hvor længe? Mellem en enkelt dag og ½ år. Ikke længere. Går der længere tid end 6 mdr.. glemmer jeg hvad det egentlig var jeg ville sige noget om. Hvad det hele skulle handle om. Og det går selvsagt ikke. Chopin har skrevet i et af sine breve: «Tiden er den bedste censur, og tålmodighed den mest fuldkomne lærer.»

Desværre har jeg svært ved at give opskriften (på et såkaldt ‘vellykket digt’) videre. Præcis hvordan gjorde jeg? Jamen. Det ved jeg ikke – men nu står digtet der jo! Og man kan alligevel aldrig lave det igen! Det er jo det som gør det så lykkeligt og samtidig dybt frustrerende at skrive digte, synes jeg. For der findes jo ikke noget bedre end at skrive et digt: Jubii, SE der, lige dér står det, SE! Men lige så snart det ligger der på computerskærmen og er færdigt, så må man se i øjnene at man bare har placeret sig ved nul-punktet endnu en gang, og må starte forfra igen. Hvis man er heldig kommer flere af disse uens spjæt til at passe sammen i en samling en dag, fordi de på deres egen uigennemskuelige facon alligevel besidder noget fælles. Sådan har det i hvert fald været for mig. Jeg kommer til at tænke på en kæreste jeg engang havde, som arbejdede på Lego-fabrikken i Billund, hvor han designede de forme, som plastic-klodserne bliver støbt i. Han fortalte, at når en bestemt Lego-klods går ud af produktion, ødelægger man formen ved simpelthen at støbe den ned i fundamentet på fabrikken! Måske er det sådan det er; man bruger kun en form én gang. Men derefter er den en uadskillelig del af fundamentet. Af bogen. Jeg har selvfølgelig tit tænkt, at det ville være fedt, hvis jeg var bedre til at lure mig selv og mine egne tricks af. Så kunne jeg bare ryste på håndleddet og lire et eller andet lækkert af. Men sådan er det ikke. Jeg føler ofte en stor tvivl og usikkerhed i mit arbejde, fordi jeg hele tiden kan blive i tvivl om jeg overhovedet VED hvad et digt er. På den anden side er det vel også dét som er det fantastiske ved at skrive digte; at alt altid er muligt, og at man selv bestemmer. Eller hvad siger du, Gro? Bestemmer man selv?

Her er jo i øvrigt et punkt, hvor vores måde at arbejde på, må adskille sig en hel del fra hinanden. Under alle omstændigheder er det jo karakteristisk ved dine digt-bøger at de godt nok (så vidt jeg ved) kalder sig for «digte» (i flertal) men altid indenfor det enkelte værks ramme udgør en uløselig enhed. At de faktisk ofte tegner en form for narrativ struktur. Det er i hvert fald tydelig i LOOP fra sidste år og i den af dine bøger som jeg måske holder allermest af, nemlig Hundre tusen timer fra 1996. Her følger digtene en naturlig tidslig kronologi, hvor bogen skrider fremad i takt med at den gennemgående jeg-figur bliver ældre. Eller rettere; hun gennemspiller (pligtopfyldende) rollerne som henholdsvis datter, kvinde (elskerinde) og mor. Jeg må sige, at jeg synes det er en fantastisk gribende bog. Den er grum og grusom og sjov og poetisk og fanden-i-voldsk og alt mulig andet på én gang. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke: hvordan tør man overhovedet gå i gang med sådan et (datter/kvinde/mor)-projekt? Men det var jo egentlig strukturen jeg kom fra. Kan du genkende nogle af de ting jeg har beskrevet ved arbejdsprocessen, eller arbejder du helt anderledes? En anden ting, som jeg synes er gennemgående for dine bøger, er den måde du økonomiserer med stoffet. Jeg mener. Du holder altid dine figurer og dine fortællinger i en ret stram snor. Forstår du hvad jeg mener? I den enkelte bog er elementerne som regel begrænset til nogle ganske få enheder, som du således kombinerer på kryds og tværs. Og i eksemplet Hundre tusen timer oven i købet i et ret stramt kronologisk flydende forløb. På mange måder oplever jeg det som en ret cool praksis. Og måske er det netop denne formmæssige kølighed der kan give plads og rum til den relativ store mængde patos som du tillader på indholdssiden i for eksempel Hundre tusen timer? (Og for den sags skyld også i «LOOP»). Hvad siger du selv?

Hermed er aben givet videre.

Mange kærlige hilsner fra Lone

____________
Fredag 22. november 2002, 10:20

Hei igjen Lone!!

Så spennende å lese det du skriver. Jeg kjenner meg så igjen i sikkerheten og usikkerheten, jubelen og tvilen. Stort sett er vel tvilen en vanligere opplevelse hos meg enn jubelen. Men av og til syns jeg det er noe der. I denne perioden etter famlefasen hvor språket plutselig sitter, hvor ordene bygger på og inn og gjennom hverandre og plutselig lever de sitt eget liv i seg selv og konstruksjonen gir etter og forsvinner i en opplevelse av levende språk som puster av egen kraft.

Og det er vel for denne opplevelsen jeg skriver – for å se diktet reise seg opp fra arket og stå der og se på meg. Men etterpå igjen kommer tvilen kravlende, og diktet står ikke lenger oppreist med et eget blikk og en egen pust og puls allikevel slik jeg et øyeblikk trodde. Jeg trodde jeg hadde det der og da, at det var der. Men i neste øyeblikk, tilbake til null – som du sier. Men jeg rørte ved det, jeg famlet og fant noe, jeg så et glimt, strakk meg og fikk nesten tak i halen på diktet. Og i dette forsøket har jeg vært nær noe som det er meningsfullt å komme nær.

Hva skal jeg kalle det?
En kjerne – som om det virkelig fantes noen kjerne?
En stillhet – som om det er stillhet det er snakk om? En ubeskrivelighet – som om det skulle være nyttig å kalle det for ubeskrivelig? Et streif av liv – et pust. Og dette pustet, dette streifet syns jeg det er meningsfullt å skrive for.
Opplevelsen av å berøre noe med ordene mine.

Du skriver om Loop og Hundre tusen timer som er fortellende sykluser og lange kronologiske løp, livsløp. Tekstene blir sjelden skrevet som løp og i kronologi og som fortellinger. Jeg slåss mot og prøver å unngå det. Men det ender opp der allikevel. Mot min vilje. Jeg vet ikke helt hvorfor jeg har denne hangen til episke linjer. Kanskje fordi jeg mister fotfestet av kaos. Og kaos er det som er utgangspunktet for språket mitt. Fullt kaos av bilder og formuleringer, tilfeldige observasjoner og forvirring av koblinger og kombinasjoner. Jeg tror kronologien er et forsøk på å ordne kaos, lage veier i forvirringen – ikke for leserens del, men for min egen. Jeg trenger veier og linjer og gelendere og trinn i trapper. Jeg trenger kontroll og forutsigbarhet og oversikt, ellers oppløser jeg meg fullstendig i dette kaoset og blir overmannet av rot. Jeg vil ikke at det skal være slik. Jeg vil aller helst skrive fruktbart kaos i enkeltstående dikt som ikke har noe med kronologi eller livsløp eller relasjoner eller oppvekst å gjøre. Jeg liker ikke å lese sånt sjøl heller. Jeg vil helst at hvert dikt skal bære seg selv og stå selvstendig. Og hver gang prøver jeg å la være å bli så kaldt strukturert, men plops – der er strukturen. Og så gikk det ikke. Når det gjelder hundre tusen timer så var det ikke bare strukturen som jeg kjempet i mot, det var også tematikken – mor/datter-relasjonen og kjærlighetsdiktet. Jeg ville ikke skrive kjærlighetsdikt. Men de kom. Det presset seg fram. Så da måtte jeg bare la dem komme. Det eneste jeg forsøkte var å ikke bli rosenrød, men heller prøve å presse dem mot brutalitet og gråsvarte toner av bindinger i de mellommenneskelige relasjonene.

Nesten alltid når jeg skriver noe, er det mot min vilje. Ikke sånn å forstå at jeg ikke vil skrive, for jeg vil skrive, men jeg vil ikke skrive det jeg skriver. Og det jeg skriver vil ikke høre på meg. Det kommer allikevel. Mor/datterdikt, kjærlighetsdikt, oppvekstdikt. Det er ikke jeg som bestemmer hva jeg skal skrive. Det kommer bakenifra, bortenifra, nedenifra i en mye sterkere strøm enn min egen intellektuelle vilje kan styre. Språket reiser seg i meg og tvinger meg til å skrive seg. Ikke rart at man i hellige skrifter mente det var Gud som skreiv. Det jeg skriver er det ikke noen gud som skriver, men det er et jeg som sitter et annet sted i meg enn i hodet.. Og så får jeg ta til takke med det som kommer. De diktene jeg skriver fra kontrolltårnet på vilje og fordi jeg har bestemt meg for det, blir aldri noe bra. Jeg må stole på de indre strømmene.

Det er vel det min famlefase handler om. Jeg forsøker gang på gang i famling og skrift å finne meg en strøm å ri på, faller av, velger en strøm for svak til å bære meg, velger en strøm som kaster meg av, velger en strøm som legger seg ned for å sove. Men til slutt sitter jeg der på strømmen og blir med strømmen helt fram til den store fossen. Men jeg blir sjelden fornøyd etterpå. Skuffet ser jeg resultatene av strøm og foss og ritt. Ja, ja, det var det det ble. Jeg orker nesten ikke engang å bearbeide det. Gjør noen små forandringer, stryker for det meste, rydder, hiver. Men jeg er skuffet og har ingen energi i arbeidet, ingen lyst, ingen stolthet eller styrke, vil bare ha det vekk, få det overstått og begynne på nytt, lete etter en ny strøm av språk. Sånn sett er hele forfatterskapet mitt en eneste lang famlefase. Hvert dikt og hver bok er et forsøk. Og jeg føler aldri at jeg kom fram. De ferdige bøkene er gravsteiner for å markere at nå legger jeg dette prosjektet vekk, hit kom jeg, her måtte jeg gi opp.. Begravelser av prosjekter for å komme videre. Utgivelser ikke av ferdige dikt og ferdige sykluser, men for å kunne legge det fra meg. Forfatterskapet en kirkegård som jeg ikke vanner blomstene på en gang. Høres det trist ut? Det er ikke trist. Jeg liker kirkegårder. Jeg liker å lese gravstøttene. Ikke mine egne, kanskje, men andres.

Men jeg liker tanken din om legoklossen i grunnmuren. Jeg liker tanken på at alt jeg har gjort, alle diktene jeg har lest eller skrevet er en del av grunnlaget videre. Ja, det var en inspirerende tanke. Alt er allerede i gang.

Nå er jeg midt i famling på flere prosjekter. Et filmmanus om en engel, en barnebok fra underjorden og dikt. Men jeg har liten tid til å famle. Huset og hodet og dagene mine er først og fremst fulle av barn. Akkurat nå har jeg tre timer. En uendelighet av tid.

Sitter du og skriver akkurat nå – klokka halv elleve på formiddagen?

Snøfnugg på takvinduet og vind i furutreet og tusen smil med sukker på fra
Gro

____________
Mandag 25. november 2002, 17:02

Kære Gro!!

Du må undskylde, at der kom til at gå et par dage, inden dette svar. Men vi har haft gæster (min far og hans kæreste) på besøg fra Jylland. Hele weekenden. Det er første gang de ser vores lejlighed, så jeg måtte bruge et par dage på at få det hele til at se fantastisk ud (og dufte af Ajax Blomster Festival). Og det gjorde det så.

Men tilbage til den alvorlige korrespondance. Ja, jeg synes det lyder virkelig trist med kirkegården. Men jeg kan godt lide tanken om at udgive – ikke fordi man har formet en perfekt lille perle eller diamant – men fordi det er den eneste måde at få 'fri' til at gå i gang med noget andet.

Jeg blev virkelig overrasket over at høre hvor meget mod din vilje dine bøger opstår. At strukturen så at sige bare kommer og lægger sig over stoffet. Efter jeg havde læst nogle af dine bøger, blev jeg faktisk meget opsat på også at skrive mine digte ind i en større sammenhæng. I stedet for at skrive små selvstændige digte, besluttede jeg mig for, at jeg fra nu af ville skrive på et 'projekt'! Faktisk tænkte jeg, at det måske kunne være en måde at slippe udenom den der irriterende følelse at skulle starte forfra hele tiden (naivt, ja, jeg ved det). Men jeg var vild imponeret over at se, hvor meget POWER der var i dine digte, som (som jeg så det) kom af, at du (stædigt) har modet til at blive ved med at holde fast ved nogle figurer eller motiver, som du så kører, vrider, tvinger gennem digtmaskinen! (nu forstår jeg selvfølgelig, at du slet ikke arbejder sådan.)

Men jeg gik i hvert fald i gang. Og jeg havde det klare sigte, at digtene skulle være strukturerede i forhold til en bestemt idé jeg havde, helt fra starten. Og til at starte med gik det faktisk rigtig godt. I hvert fald fik jeg på rekordtid skrevet en hel masse digte (hvilket absolut ikke er typisk for mig)... Men lynhurtigt opdagede jeg, at det ikke fungerede. Jeg tror, at mit problem i forhold til at skrive på denne måde var, at jeg simpelthen ikke kunne vurdere om (eller hvornår) et digt var stærkt nok. Jeg kunne ikke se hvornår digtet bare fungerede som «transport» – som bindemiddel – og hvornår det var stærkt nok i sig selv. Jeg blev så opsat til at passe det ind i formen, at indholdet efterhånden blev underordnet. Og det kommer der altså ikke interessante digte ud af. Ikke fra min hånd, i hvert fald. Så til sidst droppede jeg at arbejde på 'projektet' som 'projekt'. Og nu sidder jeg igen med de her sædvanlige isflager, som jeg bare håber vil samle sig en dag. Men det er jo også det du selv siger: De digte man skriver fra kontroltårnet på vilje bliver ikke gode! Desværre. Og det må være indholdet der dikterer formen, ikke omvendt.

Nu vil jeg slutte. Jeg skal læse det futuristiske manifest og se Robinson..

Kærlig hilsen Lone

_____________________________

Kjære Lone

Å ja! Isflak er en fin måte å skrive på. Og jeg vil slett ikke anbefale disse tette episke syklusene. Sjøl er jeg lei av fortellende og tematiske sykluser. Og skulle ønske jeg kunne danse på isflak. Det høres friskt og reint ut. Befriende!

Men det er ikke så lett å komme unna seg selv. Og selv om jeg forsøker, ser jeg at jeg er meg selv i ett og alt – og der jeg er meg selv mest og tør kjøre ut dette ståstedet, så blir det best. Altså – at jeg er flinkest i å være meg. Og du er flinkest i å være deg. Osv.

Det er vel det kunst handler om.
Egen stemme.
Eget blikk.
Personlig forankring.

Men det er ikke alltid så lett å være seg selv. Ofte syns jeg det er vanskelig å finne ut hva det å være meg er for noe. Hva dette meg består av. Og hvordan megspråket kan dyrkes fram for å uttrykke seg. Hele tiden da jeg trodde jeg hadde funnet det, viste det seg å gå tomt. At et meg-språk ikke er funnet en gang for alle. Og det er både godt og dumt. Dumt fordi jeg ikke har funnet et diktspråk en gang for alle, godt fordi det er utvikling, bevegelse, modning, forandring. Jeg skriver om det samme kanskje fra gang til gang, temaene dukker opp på kryss og tvers, men språket er i bevegelse – derfor er det ikke meningsløst. Tvert i mot. Nye svinger på språket gir meg nye briller og et annet blikk.

Tilbake til kirkegården. Du syntes det hørtes trist ut med kirkegårder. Men jeg liker godt å begrave dikt. Godt å komme videre og legge de døde bak seg under en meter jord. Og der kommer friheten som en utgivelse gir. Jeg liker ikke å utgi. Jeg skulle ønske jeg bare kunne skrive og skrive uten noen gang å komme i berøring med offentlighet. Bare motta de stakkars kronene – og skrive videre, grave meg ned i språket. Men der det stopper opp, blir prosjektet fort en propp i systemet. Jeg kan sitte med de samme diktene, det samme grepet, den samme tematikken og bare vri og vende og ikke komme noen vei, verken fram eller tilbake. Det er da det er greit å erklære prosjektet for dødt, utgi og begrave og sette blomster på – for så å finne nytt liv, la språket spire, la tematikker gjenoppstå som Jesus eller Adonis eller den døde farmor. Uten utgivelser er det vanskelig å komme videre. Og uten ferdigstillelse er det vanskelig å gi slipp. Det er lettere å gi slipp på farmor når hun er erklært død enn når hun fortsatt lever med dårlig hjerte og vann i lungene og kort pust. Det er i hvert fall min leveregel: Når diktet får vann i lungene, begynner prosjektet å nærme seg en avslutning.

Sånn sett opplever jeg det ikke som nedstemmende med kirkegårder. Tvert i mot. Det er jubel og magi og oppstandelser og graven brast og nye begynnelser med helt splitter nye sandaler.

Det regnesnør og det er gruseglatt og jeg måtte forte meg å slå på videomaskinen og sette meg ned i sofaen med barna og se på Woody Allen. Småkjeltringer, tror jeg, eller Life and Death.

Hoppela fra Gro

____________
Fredag 29. november 2002, 11:14 PM

Kjære Lone-langt-på-kvelden
Kjære Lone-midt-i-natten
Kjære fredagsLone snart
lørdagsLone

hei igjen
Jeg fikk mail fra redaksjonen for «Ny poesi». De ville gjerne ha dialogen vår i denne nettutgaven. Jeg veit ikke hva du syns.
Redaksjonen ber oss om et eller to nye dikt

kanskje du kunne legge ved et isflak?

Det hadde vært gøy å få et isflak.

Ja! Kjempegøy!!

Jeg skal se om jeg finner noe jeg kan sende Har liksom ikke noe ferdig Alt er bare råstoff og famleforsøk Ugh

Nå skal jeg reie opp senger til tre kamerater som skal overnatte.

Hvite kaniner i lufta og titusen bittesmå revesmil

fra Gro

____________
Mandag 2. desember 2002, 01:01

Kære Gro!!

Jeg sidder og spiser småkager, det er sent, jeg har netop mistet den mail jeg havde skrevet til dig fordi computeren gik ned midt i det hele. Men nu prøver jeg igen.

Det som jeg ville sige var vist også bare, at jeg synes at det har været en meget fin, givende, spændende, inspirerende korrespondance vi har ført her. Selvom jeg godt kan have lidt svært ved at følge med dine ivrigt dansende sandaler. Men jeg hænger ved. Og hvis folkene bag «Ny poesi» gerne vil publicere vores samtale er det fint med mig!

Jeg synes det var et virkelig fint kanin-digt (som altid!) du har skrevet.. Jeg har vedhæftet to nye digte, som faktisk forsøger at 'tale' med dine kaniner. I det første af de to digte har du faktisk selv været med-forfatter, da jeg har taget mig den frihed at bruge et par linjer fra et brev du har skrevet til mig. Håber meget det er i orden. Under alle omstændigheder er digtet til dig. Til dig fra mig og dig.

Mange kærlige hilsner fra Lone

Les to nye dikt av Lone Hørslev

__________________________

Fint, Lone.

Da bruker vi dette!

Det snør og snør og snør. I går var vi ute og gikk på ski i alt det hvite.. Jeg og barna og Svein, mannen. Og det var rådyrspor, elgespor og revespor, men nesten ikke et menneske. Staven min løsna. Og jeg datt baklengs ned i en svart bekk.

Jeg lo så jeg nesten ble borte.

Nå skal jeg ut og hente minstejenta Ninni på skolen sammen med den krøllete hunden.

Tusen spurver i buskene og snøstjerner i håret Alt godt fra Gro

Forresten. Jeg legger ikke noe dikt ved.

Det er ikke for å være ulydig.
Selv om jeg liker å være ulydig.
Men det er rett og slett fordi jeg ikke har noen nye dikt som oppleves ferdige nok. Det er bare rot og famleforsøk forløpig. Pyttsan.

Jeg klarer ikke å skrive isflak. Jeg skulle gjerne gjort det. Men alle bitene blir ferdige samtidig. Akkurat som snø. Den er ikke der og er ikke der. Plutselig er alt hvitt.

Det er veldig upraktisk. For enten har jeg ingenting å lese opp eller legge ved av nye dikt i flere år eller så har jeg en svært kort periode massevis. Et helt jorde fullt av snø. Snø, snø på alle trapper og tak og snø i håret. En hel nedsnødd verden.