utskriftsvennlig format



Forfatterside for Peter Nielsen
Les utdrag fra Livet foreslår


Litlive
Apparatur
Les utdrag fra Borgmester Gud
Hør opplesning fra Borgmester Gud

Hvis det skal handle om poesi, så skal det handle om noget andet først

Dialog mellom Peter Nielsen og Martin Glaz Serup
23/08 2003–24/10 2003
Publisert 07.11.03

Peter Nielsen, f. 1948 i Århus. Forfatter, oversetter og ornitolog. Ga i tiåret 1971 til 1980 ut en rekke hefter med dikt og tekster. Debuterte i bokform i 1980, med diktsamlingen Kan sparsommelighed redde proletariatet? Har vært forlagskonsulent og anmelder i flere dagsaviser. Har oversatt bl.a. Tomas Tranströmer og Paul Celan til dansk. Siste bøker: Gule og grønne skove (Centrum 2000) og Livet foreslår (Lindhardt og Ringhof 2003).

Martin Glaz Serup, født 1978. Stud.mag. i dansk og kunsthistorie og elev på Forfatterskolen. Debuterte med Shylas ansigt (Lindhardt og Ringhof) i 2002, og er i år aktuell med barneboken Skræp! på Gyldendal og diktsamlingen Borgmester Gud på Lindhardt og Ringhof. Redaktør på Apparatur og www.litlive.dk, anmelder ved Fyens Stiftstidende.

__________
23. august



www.litlive.dk






Kære Peter Nielsen,

Så lykkes det vist endelig at komme igennem til dig?! Jeg har tidligere, ikke på ugen, men på ugen før den, forsøgt at ringe. For at invitere dig til at komme og læse op til receptionen for Glaz Serup og Llambías’ nye nætside Litlive den 29. august. Jeg kunne ikke få fat på dig. Men nu har jeg fået din adresse fra Paal, der skriver at jeg skal kontakte dig så snart jeg kommer hjem fra Prag, og jeg kom hjem i går. Men jeg er ikke helt sikker på hvordan det er meningen at samtalen her skal løbe af stablen. Er vi fx i gang nu, eller skal vi lige aftale hvad vi skal snakke om før vi går i gang (en mærkelig måde at have en samtale på, ikke!?), eller hvad??

I Prag var jeg med Forfatterskolen for at læse op og deltage i seminar og workshop, det var ret spændende, synes jeg, på trods af at det var svært at få mobiliseret tjekkiske forfattere på dette tidspunkt af året, de, såvel som de lokale akademikere, var alle på sommerferie, væk fra byen. Der var meget varmt. Det er lidt af en skuffelse at komme tilbage til København, til kulden, efter sol og øl i Prag. Sporvognene holder jeg så meget af. De ligner digte, som de knirker rundt, så meget at jeg må tage mig i det, for ikke at skrive om dem, fordi jeg næsten synes det er for oplagt. Næsten FOR lyrisk.

På vejen hjem, på færgen, læste jeg i din digtsamling fra 2000, med den gode titel Gule og grønne skove, en del af et længere digt:

Men man taler undertiden om det hele menneske. Måske kommer man netop til at mangle noget, når man har det hele med? Selv når man har et helt insisterende orkester til sin rådighed, tager man jo ofte udgangspunkt i det yderste mandat: den blege fløjtenist, eller ligefrem tubaisten med hans lodrette postulater.









Grassinan Cantos, Radio Fiesole: Borgen



Jeg synes det er meget spændende, citatet ovenfor, i forhold til en åben, inkluderende poetik; at det gælder om at have det hele med, at alting kan og skal være der. Hos Peter Laugesen for eksempel, men også i nogen grad, tror jeg, hos dig. Det problematiserer du - du siger at man kan komme til at mangle noget, når man har det hele med, for har et menneske nogensinde dét. Det er ofte, vil jeg hævde, idiosynkrasierne, undtagelserne (blandt andet), der gør litteraturen, livet, interessant. Den blege fløjtenist eller ligefrem tubaisten med hans lodrette postulater. Og når der pludselig ind over eller ind i et digt i Peter Laugesens Grassinan Cantos / Radio Fiesole (2002) med håndskrift står: »øl/mælk/yoghurt/vand/wc-papir«.

Måske er det det vi kan tale om, poetik, om at få det hele med?

Mange gode hilsner fra Frederiksberg, hvor det regner helt afsindigt (som det også gør i Nässjö i Sverige, hvor min kone lige har ringet fra). Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Martin Glaz Serup

____________
24. august



Hej Martin,

tak for din henvendelse og for initiativet til at lade mig indgå som halvpart i en samtale som denne. Jeg har ingen erfaring i at tale om poesi (gud ske lov); har for øvrigt afvist enhver form for interview i vel snart en 10–15 år.

Det er meget pudsigt det med at du er lidt usikker på om vi nu også er i gang i og med at du kontakter mig. Er det ikke det samme med skriveprocessen? Længe betragter man ikke sine tilnærmelser til processen som rigtigt gældende, men på et eller andet tidspunkt glider holdningen over i noget andet. Bestemt af indholdet? I hvert fald peger det diskret på selve problemet omkring HVAD man vælger at betragte som digt og hvad man forkaster. Et digt er nogle gange kun et digt fordi man, digteren, postulerer at det er et digt. Der er ingen grænser. Det er digteren der bestemmer. Lad os bare skrive herfra og ud –

Du er lige kommet hjem fra Prag. Jeg er lige kommet hjem fra mosen. Har fotograferet guldsmede på helt ned til 5 centimeters afstand. De så mig lige ind i øjnene. Jeg er så heldigt stillet, at jeg »arbejder« i skiftehold. Min tilværelse er opdelt i digtskrivning, oversættelse (især nordisk litteratur, romaner m.m. men også gerne poesi – har f.eks. oversat hele Tomas Tranströmers forfatterskab til DK) og ornitologi. Når sproget klasker sammen i hænderne på mig, giver jeg mig til at oversætte. Hvis jeg pt. ingen oversættelse har, tager jeg ud til en fuglelokalitet. Nogle gange er prioriteringen omvendt. Så er litteraturen ikke andet end et fjollet fugleskræmsel der hyler efter opmærksomhed og kæmper forgæves & fortvivlende for at få en lille fod i klemme i skellet ind mod den fysiske virkelighed. Jeg bliver nogle gange så træt af at høre om og læse om litteratur, at jeg får kvalme. Tidsskriftet Standart har jeg opsagt abonnementet på 3 gange, og senere fornyet det igen hver gang. Jeg kan ikke holde ud at se nogen få hverken ros eller skideballe. Jeg går den anden vej. Det er også derfor, jeg ikke kan holde ud at overvære eller deltage i oplæsning. Naturligvis kan man argumentere for det talte sprog, for det talte digt som en særlig kulturform og grænserne ind mod dramatik er flydende. Men alt dette er omgærdet af en underskov af ritualer og indforståede tics, som for mig at se reducerer foretagende til noget der lige så godt kunne gælde for enhver anden klub. Man kan sige det samme om ornitologi – dér er der naturligvis også klikedannelser og selvbekræftende mekanismer der tømrer et stakit op mod udefrakommende, men så er det vel dem, jeg ikke kan holde ud. Nå, alt det her bliver vist for meget. Gad vide om det har noget med sagen at gøre?

Hvis det skal handle om poesi, tror jeg egl. nok at jeg vil sige, så skal det på en eller anden måde handle om noget andet først. F.eks. vil jeg hellere vide hvad natsværmeren dér på vinduet lige foran mig hedder. End hvordan et eller andet digt nu er bygget op. Måske ligger gevinstens i natsværmerens navn. Eller i det, at man ikke nogensinde lærer dens navn at kende?

På vej hjem fra Prag har du læst i en af mine tidligere samlinger Gule og grønne skove. Det er lidt fortryllende at høre om, at den altså har været i Prag og er blevet åbnet på færgen – fra Stettin? Du citerer et afsnit med at »man mangler noget når man har det hele med«. En af anmelderne tog sjovt nok også udgangspunkt i den sætning og satte den ligefrem som overskrift:

Man mangler noget når man har det hele med

Gule og grønne skove er titlen på Peter Nielsens nyeste digtsamling, tyvstjålet fra hans egen 25 år gamle Jorinde & Joringel-udgivelse med selv samme navn. Titlen antyder et fænomenologisk ærinde: at skildre verden, der vender sig i os, i al dens dobbeltydighed og uindfangelighed. Der gives ingen løfter om guld og grønne skove. Alligevel fremstår digtenes detaljerede verden som uendelig stor, paradoksal, aldeles uigennemskuelig og dog så præcis.

Det er lange, opdæmmede digte, der snakker, ironiserer og sanser i ét væk. Vildtvoksende og centrumsløse bevæger de sig rundt i alle og ingen retninger, i et utal af rytmer. Snart driver de som rolige skyer, snart bliver skyerne tumlende, og snart blitzer og sakser de som landsvalernes dans hen over himlen. Som én lang bevidsthedsstrøm, en fygende vind, der hvirvler verden med sig, omkring sig, ind i sig for igen at smide den fra sig.

Skoven med brynet, trækronerne og i det hele taget landskabets mange afmærkninger: strandlinjerne, tangranden, himlens prikmønster er genkommende figurer sammen med alle fuglene – »mågernes lyse euforiske hastighed« og »svalerne, der efterbehandler luften«. Det er umuligt at pege på overgangen, når naturens gestiske sprog blander sig med de mange løsrevne menneskesamtaler, der på én gang er tilfældige, vigtige og klicheramte, alle twistet ud i det barokke, »Skumringen syntes mest af alt/at indrømme sit nederlag over for nogle enligt/beliggende huse i det fjerne.//Det var så fristende at/ komme frem med sin mening. Jeg sad lidt, det /spændte i mig.//Hvad mener du, spurgte en./Jeg tøvede stadig. Man kan jo altid mene/et eller andet, sagde jeg.//Måske er det selve trangen/ til at have en mening der ... år efter år giver/et absurd livstiltilgodehavende«. Grænsen mellem bevidsthed og verden, inde og ude er svær at pege på, eller måske findes den slet ikke i disse digte, der hinsides enhver patologi er som de skønneste »ilanddrevne psykoser«. For »bevidstheden fungerer ikke/i overensstemmelse med noget mønster,/og det er en befrielse at leve efter gehør«.

Selvom det er poesi helt uden formel, synes Peter Nielsen dog konsekvent at tilstræbe periferierne og »det yderste mandats« poetik, 90’er-myten om det hele menneske er grundigt dementeret, for »måske kommer man netop til at mangle noget,/når man har det hele med«? Selvom man har »et helt insisterende orkester til rådighed« tages udgangspunktet i »den blege fløjtenist,/eller ligefrem tubaisten med hans lodrette postulater«. Det er fra de oversete positioner, f.eks. »græstuen uden adgang til verden«, at bevidstheden netop får adgang til sin egen underjordiske verden. Hos Peter Nielsen har bevidstheden mange uafhængige liv, der kun skimtes, ofte ubelejligt, i glimt: »Lad nu citronerne i skålen lyse op/ et sted bag øjnene hvor ingen forhåbentlig/nogensinde kommer ind.«

af Karen Wagner / Dagbladet Aktuelt


Pedersens referanseside om Peter Nielsen
Peter Nielsen på Forfatternet.dk

Anmeldelsen her fandt jeg på en hjemmeside, som Bo Gorzelak Pedersen har lavet. Han er efter eget udsagn blevet provokeret over ikke at kunne finde nogen henvisninger til mit forfatterskab, ikke engang på Forfatternet.dk (det er imidlertid tilfældet nu) – derfor har han opbygget en referenceside til mit lyriske forfatterskab – hvor man ikke helt uvæsentligt kan klikke sig frem til blandt andet amerikanske John Ashbery og andre koryfæer. – Om det kan føre os ud i en poetik, hvor vi bl.a. kan tale om det med at få alting med, ved jeg så ikke. For mit udtryk i citatet er jo helt klart et paradoks. Hvis man »har alt med«, mister man måske et ... hvad skal vi kalde det: et mønster af hullethed, en nærvær-fraværs turbine, som gælder for alting omkring os.

Jeg går ikke ind for forenklinger. Hvis det skal være banalt, skal det være banalt med et vist niveau! Vi oplever naturligvis selektivt, uanset hvor opmærksomme vi er. Hvis man kunne tænke sig en klinisk grundighed, et altomfattende klinisk blik, ville dette nærme sig et sterilt totalbillede og MISTE noget ... Her kan poesien komme ind i billedet. For mit vedkommende.

Ja, nu har jeg prøvet. Gad vide om det her var en start? Eller har jeg gjort det sværere end nødvendigt med et par grove generaliseringer og måske provokationer ...

Alt godt Peter

____________
29. august




Apparatur

Skræp! (Gyldendal)






Kære Peter,

Du må undskylde jeg har været længe om at skrive, men jeg har haft meget om ørerne. Her til aften er jeg lige kommet hjem, efter at have brugt to dage i Odense på at hjælpe med at sætte næste nummer af Apparatur, det litteraturtidsskrift blandt andre jeg redigerer, op. I morgen er der premiere og stor reception på www.litlive.dk og i mandags udkom hele to bøger, børnebogen Skræp! og digtsamlingen Borgmester Gud. Så jeg er lidt ør for tiden.

Og apropos anmeldelser, som du skriver om, så har mine været hårde. Nogle af dem direkte arrige; det er mærkeligt at man sådan kan hidse folk op, som nu anmelderen i Nordjyske Stiftstidende, der flippede fuldkommen gasblå ud over at jeg kunne tillade mig at have forskellige teksttyper og forskellige sprog i samme bog; jamen, hvad er det egentlig jeg vil? Kan jeg ikke bestemme mig måske? Noget som de dårlige anmeldelser har haft til fælles (jeg har også fået en ret god én, i Fyens Stiftstidende, af Anne Borup), så vidt jeg kan se – jeg har kun læst dem hurtigt og en enkelt gang – er at de alle sammen er meget sikre på hvad Digte og Digtere er, dog uden at gøre sig umage med at definere det, og at det jeg laver ihvertfald ikke falder indenfor den kategori. Digte. Jeg synes simpelthen det er så uinteressant en diskussion, om det er et digt, en roman, en novelle. Om det lever op til etellerandet genrehistorisk krav. Det interessante må da være om teksten kan noget, ikke om den er smuk eller poetisk eller uniform eller hvad det nu kan være. Erik Skyum-Nielsen kalder mig ‘kunstideolog’ i Information, og ham dér tågehornet i Nordjydske kalder mig marxist, fordi jeg forsøger at genoplive en form for politisk digtning (der dog intet som helst har med partipolitik har at gøre). Men altså for at komme mere direkte tilbage til vores samtale, så er jeg rørende enig med dig, når du i din sidste mail skriver at hvis det skal handle om poesi, så skal det handle om noget andet først. Det er en god overskrift synes jeg!

Det er sjovt også, det du skriver med at du ikke kan holde ud at se nogen få hverken ris eller ros af anmeldere. Har du ikke selv arbejdet i mange år som anmelder på Fyens Stiftstidende?? Jeg skriver faktisk samme sted nu, primært som lyrikanmelder, det slog mig i går at jeg simpelthen ikke kan forstå hvorfor andre folk – ihvertfald hvis de er forfattere – vælger at anmelde. Men jeg gør det jo selv. To gange har jeg prøvet at læse op sammen med forfattere, som jeg havde givet en rigtig dårlig anmeldelse; det er ubehageligt for alle. Hele tiden at skulle mene noget om alting. På den anden side, giver dét at anmelde én en glimrende mulighed for at følge med, få læst bøgerne, og dét endda ganske grundigt. Man får selvfølgelig også penge for det, men det er så forsvindende lidt at det næsten kan være det samme.

Nu er Lone lige kommet ind af døren; hun er også forfatter og har været til reception på Gyldendal. Der er mange arrangementer lige nu, hvor bogsæsonen for alvor går i gang efter sommeren. Jeg vil slutte og komme i seng. Der var meget mere jeg ville have skrevet, og faktisk havde jeg også tænkt mig at skrive om noget andet da jeg gik i gang, på den måde har du ret i at det har mange ting tilfælles med skriveprocessen, den her måde at tale sammen på.

Hvorfor har du undgået »enhver form for interview i vel snart en 10–15 år«?

Nu vil jeg slutte, det er sent. Jeg glæder mig til at høre mere fra dig og fra mosen; det lyder spændende – og afslappende!

Bedste hilsner
Serup

____________
30. august



Kære Martin,

tak for din bog Borgmester Gud. Det er ved gud en arrig modtagelse den har fået. Men sådan er vilkårene; man kastes for løverne, og nogle gange ER det ligefrem løver. Måske kunne man også sige, at nogle ofre er mere »ubeskyttede«, ugarderede end andre? Under alle omstændigheder skal man som digter stole på sin egen intuition, til enhver tid, og blive ved med det. Uanset hvilke argumenter for en accepteret form for poesi, der måtte blive slynget i hovedet på en. Intuition og selvkritik, det er for mig at se nøglebegreber der fungerer hele tiden og konstant, INDEN tæppet går!

Vi er for længst kommet igennem den fase, hvor et digt er præcis hvad en digter anser for at være et digt. Hverken mere eller mindre. Hvad »formidlerne« så ellers kommer og mener i slipstrømmen, er temmelig ligegyldigt.

Hvis din kone hedder Lone og er digter, hedder hun måske også Hørslev?

Et digt som det på s. 37 i din bog, kan jeg godt lide.

Det er som at rydde sne
i en brønd at se
den flok pubertære minifascister
med knæbukser og det svenske flag
presset godt ind til kroppen
stå med højtaler, slips og politibeskyttelse
denne dag i Visby
hvor en klovn taler
om Valdemar Atterdag og svensk nationalisme
om arbejdsløsheden
der så åbenlyst tilhører de fremmedes kultur

SVERIGEDEMOKRATERNE (står der) –

En flok frådende tosser på stop
med en Schlager på slæb
den skriger på svensk:
                         Deutsch zu sein
                         Deutsch zu sein

Det vellykkede består måske i, at det lykkes dig at smelte noget vildtfægtende ned til et koncentrat. Der er omtrent tale om en miniroman i digtet, men fortætninger og sprængthed fungerer side om side.I øvrigt må jeg måske minde dig om en Ivan Malinovski. En digter, der synes at være latent til stede i det du skriver, omend han var betydeligt mere hårdtslående og kontant, men skarp og uforsonlig. En af vores største herhjemme, uanset hvad glemslen minder os om.

Hvilket får mig til at huske et stykke af Horace Engdahl i bogen Meteorer. Han skriver: Hvis en forfatter ved hjælp af højere magters generøsitet fik mulighed for at smugkigge på »sitt odödliga rykte«, det vil sige læse hvad fremtidige generationer vil sige om hans indsats, ville han ikke forstå en døjt. Det ville være som når man bliver genstand for en artikel på finsk. Det eneste man fatter, bortset fra sit eget navn, er titlerne på sine bøger.

For virkelig at vurdere eftertidens dom, det vil sige for at holde op med at tænke på den, skal vi forestille os den skrevet på et sprog som vi ikke forstår et ord af.

Ikke for at gyde olie på vandene, men mere som en slags nøgtern kommentar. Hvilket bringer mig ind på anmelderiet. Det er og bliver en underlig virksomhed, som følger sine egne næsten fasttømrede love og ritualer. En normbrydende anmelder ses heldigvis nu og da.

Nøgternhed, redelighed, klare meldinger, information, ingen skjulte dagsordener – er idealet. Men tit ender man i et hundeslagsmål, eller skuer forbløffet på et sådant. Bliver taget til indtægt for tendenser og holdninger, man på ingen måde har så meget som strejfet i tankerne. Man kan lade det ligge, stole på sin intuition, og skrive videre. For det handler også om lidenskab, at man lykkeligt glemmer overblikket, og om forførelse, at man lyver & iscenesætter af hele sit hjerte... Det er blandt andet det, der har fået en ind i manegen i første omgang. Det uafviselige behov for at skrive, og ikke – slet ikke – den mediemæssige efterbehandling af produkterne.

Interviews duer ikke for mig. Jeg får ikke sagt hvad jeg vil. Intervieweren har tit været den, der ville lede samtalen i én bestemt retning. Og passer man ikke på, bliver man skånsomt eller brutalt manipuleret dérhen. Og de første gange er man måske endda benovet over at have turdet være så letsindig og naiv i medierne. Man tror man kan tage naiviteten til indtægt. Men det kan man ikke. Man bliver en anelse dummere for hver gang – og det man egentlig vil sige, kommer dumpende i dagene derefter. Så kan man sige, det er noget med at være hurtig på aftrækkeren. At det gælder for alle. Ja, men man havner i forenklingen(s kunst), og det er sandsynligvis udmærket for de fleste situationer, men ikke hvis man ønsker sine synspunkter nuanceret mere end et tilfældigt dagsblad har spalter til. Så bliver det til lego-klodser.

Jeg ved ikke om jeg skulle sige mere. Det meste af tiden går med at skrive digte. I den nye bog der skulle have heddet Otte digte, men i stedet kom til at hedde Livet foreslår har jeg forsøgt mig med et 80-siders digt, »En ufornuftig glæde«. Jeg har forsøgt at følge ekspansionen helt ud, at lade temaerne strides med hinanden og ladet små mellemsatser udkrystallisere sig af de store blokke. Arbejdet med vekselvirkningen i digtets stemmer. Det lader til, at den åbne form, hvor udsagnene står som spredte punkter i et mægtigt landskab (og det efterfølgende arbejde med at følge & forme den struktur, der skal »befolke« landskabet), egner sig fint til mig. Jeg har siden da skrevet endnu et par langdigte.





Om slangeørnen på Birdwatch.dk

Men meget af tiden tilbringer jeg på afstand af skriveredskabet. Senest har det været Lille Vildmose og Tofte Skov i Nordjylland. Der er sket det usandsynlige, at 2 Slangeørne har slået sig ned deroppe og har levet godt og diskret hele sommeren igennem bl.a. på den store bestand af hugorme. Jeg blev bedt om at skrive en lille introduktion til stedet Birdwatch.dk. Som jeg ser det, er den aktivitet uløseligt knyttet til min virksomhed som digter. Det ene kunne ikke tænkes uden det andet. En anden detalje er fotograferingen. Jeg kæmpede hårdt for at få taget nogle billeder af Slangeørnene, men det er og bliver dogmebilleder. De er taget med digitalt kamera gennem et teleskop, ellers var det helt umuligt. De står noget i kontrast til f.eks. billederne af guldsmedene – det er nødvendigt at udvikle en særlig »guldsmedeadfærd« for at komme tæt nok på en siddende guldsmed, noget med direkte på. Den mindste sidelæns bevægelse får dem til at flyve væk. Jeg fotograferer helt ned til 5 cm afstand. (Jeg tænkte for øvrigt på, om dine digte ikke er lidt dogmeagtige? Du må selv fortolke, jeg slynger bare tanken ud).

Jeg må videre nu. Noget med støvler. Min uerstattelige Zeiss-kikkert.

Stafetten videre til dig;
tab den nu ikke i svinget -
Peter

____________
31. august



Kære Peter,

Hvor er det spændende! Det dér fuglesite du har sendt mig et link til, du har taget et fantastisk fotografi af en – isfugl hed den vist?, og af en flamingo. I Danmark! Jeg vidste ikke der var flamingoer i Danmark, det er der heller ikke, vel!? Er den stukket af fra en zoo (er p.t. i gang med at læse Yann Martels bookerprisvindende roman om Pi's liv, der bl.a. handler om dyr der IKKE stikker af fra zoologiske haver... den er fint underholdende, men ikke rigtig god tror jeg), eller har du fotograferet den i enelleranden form for naturpark?

Jeg ved intet om fugle eller ornitologi, så at læse din artikel og generelt at klikke mig rundt på Birdwatch har været spændende, og også lidt... jeg ved ikke, som om jeg lurede, som om jeg står udenfor og følger med i jeres hemmelige korrespondance, dette citat fra din artikel for eksempel, det lyder jo nærmest som Trafikradio eller en STASI-agents indberetning i en knaldroman, halvt i kodeskrift og det hele (»adult + en 2–3k«):

Foruden de to eksemplarer af Slangeørn byder området også på daglige observationer af Kongeørn (en adult fugl + en 2–3k), Havørn (ligeledes en adult + en 2–3k, holder gerne til nær Tofte sø og skarvekolonien), Stor Hornugle, Rørhøg (f.eks. 3 hanner set d. 28.7), Rød Glente, Hvepsevåge samt en del Musvåge og Tårnfalk. Desuden går der rygter om Lærkefalk; 2 fugle skulle være at se over Portlandsmosen i vest nær det sted hvor tværvejen der fører ud mod øst, begynder.

Jeg kan sagtens forstå dig når du skriver at du ikke kunne forestille dig det ene uden det andet, skrive-praksissen uden den ornitologiske. Slangeørnene lyder, hvis du vil tilgive mig min gøren-natur-til-poesi, meget poetiske, og at du skriver om nødvendigheden af at udvikle en særlig »guldsmedeadfærd«, for at komme tæt nok på til at kunne fotografere, kunne næsten ligne en poetik, synes jeg. At gå den direkte vej, den mindste bevægelse til siden får guldsmeden til at flygte. Er det søgt?

I Gule og grønne skove har du også til et digt en note som jeg synes vældig godt om, den lyder:

Note:
Sommerfugle fra lokaliteter med kort græs har gennemgående mange pletter, mens eksemplarer fra lokaliteter med højt græs har få eller ingen pletter. De små sorte prikker har en afgørende indvirkning på græsrandøjens overlevelsesevne. På lokaliteter med lav græsvegetation og på uhomogene lokaliteter, hvor sommerfuglene må flyve meget omkring for at finde egnede ynglepladser, er dyrene meget udsatte for fugleangreb. Pletterne virker distraherende på fuglene, der hakker efter bagvingerne i stedet for kroppen. Sommerfuglene overlever fint med et hak eller to i bagvingerne. På store lokaliteter med højt græs er fugleangreb et mindre problem, og her er pletterne en ulempe, fordi sommerfugle med mange pletter bliver synlige, når de hviler sig eller fouragerer i græsset.

Jeg elsker specialviden! (og undskyld alle mine udråbstegn i dag, dem plejer jeg ellers at spare lidt mere på...).

Lone Hørslev i samtale med Gro Dahle på nypoesi.net

Du spørger om min kone mon skulle være Lone Hørslev og ja, det er hende. Til februar bliver hun også mor til vores første barn, vi er begge meget spændte, selvfølgelig, og glæder os enormt. Apropos al vores snak om anmeldere og anmeldelser, så var det dig der anmeldte hendes debutdigtsamling, Tak, i Fyens Stiftstidende, da den kom i 2001. Du kunne lide den. Hendes anden bog, Ærgerligt, ærgerligt, udkommer her til september. Hun vil vide om du måske er af svensk afstamning? Fordi, tror jeg, du har oversat så meget fra svensk, og fordi tegningen på forsiden af din digtsamling Minder fra hjemegnen ligner torvet i Visby, er vi blevet enige om, er det rigtigt?

Selvfølgelig kender jeg Ivan Malinovski, men faktisk tror jeg kun jeg har læst et par bøger af ham Poetomatic blandt andet – den kan man stadig bestille fra forlaget til sådan et latterligt beløb som nogle-og-tredive-kroner! Og jeg er meget inspireret, tror jeg, fra det tidspunkt hvor han også var en markant skikkelse i slutningen af 60'erne, starten af 70’erne. Peter Laugesen, Dan Turéll er nogle af Malinovskis konsorter kunne man sige, som jeg har været og er vældigt inspireret af.

At engagerer sig, at mene det, at undersøge ting, uden nødvendigvis det hele skal filtreres igennem eller dreje sig om et JEG der er MIG – i modsætning til både Laugesen og Turéll der i dén grad bruger sig selv i deres tekster – det er måske nøgleord i forbindelse med meget af det jeg laver. Det er desværre også noget man kan sige om hvadsomhelst tror jeg, det der med ‘at mene det’, ‘at undersøge ting’, men det er svært rigtig at blive superkonkret, når man taler om sine egne ting, ihvertfald jeg kvier mig lidt. Beklager. Du spørger om ikke mine digte er lidt 'dogmeagtige'; jeg tror ikke jeg er helt sikker på hvad du mener med det. De er ihvertfald ikke (håber jeg) DIGTAGTIGE, de prøver ikke at ligne ‘Digte’; det er for mig (og for alle skrivende, tror jeg?) fuldkommen ligegyldigt. Men de er heller ikke barberede, sådan som jeg forstår dogme-konceptet med at man skal optræde i sit eget tøj og kun med reallyd på lydsiden og så videre. Jeg arbejder meget med rytme og rim (og med at ødelægge det, men det er jo det samme), og der er temmelig mange ‘intertekstuelle’ referencer, avataren Borgmester Gud for eksempel, han spiller jo sådan en sprechstallmeisterrolle noget af tiden, det er ham der åbner og lukker ballet, og Bruce Chatwin og Claude Monet er sådan nogle skurke i bogen, så jeg ved ikke rigtigt om ‘Dogme’ er den label jeg selv ville klistre på, men hvad tænkte du, mere konkret??

Det er sjovt du nævner Horace Engdahls bog også; mens jeg sad og læste i Gule og grønne skove på vej til Prag, sad en af de andre der var med, på den anden side af mig i bussen, og læste i netop Meteorer.

Den inklusive, lange og åbne form som du skriver om i forbindelse med dit arbejde med Livet foreslår (jeg kunne nu også godt lide titlen 8 digte, den lyder så spinkel, men det er digte på romanstørrelse...), synes jeg også er blevet vældig interessant. Det manuskript eller digt eller hvad det er, som jeg arbejder på lige nu er netop i den boldgade. Lange sætninger uden mellemrum bare derudaf, der er tilsyneladende plads til det meste, alt kan rives med. Det er endnu så tidligt i forløbet at jeg har svært ved rigtigt at sige noget om det, jeg ved strengt taget ikke engang om det er godt eller dårligt, men det er også meget lykkeligt for mig. Bare at arbejde, lade det hele forme sig undervejs i skrivning og læsning. Noget af det der også er særdeles god plads til, forekommer det mig, i den åbne, lange, tilsyneladende prosaiske form, er en (social for eksempel) indignation, som jeg synes også er til stede hos dig i særdeles høj grad (»Man valgte i største hast en/angstborgmester der kunne stå for de/masseproducerede ‘overraskelser’ til de små.«).

Vi skal over at handle nu, jeg tror vi skal spise ‘asiatisk’ i aften (jeg er ikke helt sikker på hvilket land der er forbundet med ingefær, citrongræs, limeblade, chili, men det bliver lækkert).

Alt det bedste til dig, dine støvler, din kikkert. Og på falderebet et spørgsmål der måske er nyfigent? men du lever som forfatter og oversætter? du er ikke tvunget til også at arbejde som bibliotekar eller lignende for at holde skindet på næsen?

Du er den!

Kærlige hilsner
Serup

____________
6. september



Kære Martin,

ja, nogle gange må man tage natten til hjælp! Som du kan se af mailen her, er klokken 3.23 i øjeblikket. Man når en del, hvis man tager alle timerne med. Og det er hvad jeg gør, i hvert fald nogle gange. Jeg har det fint med det.

Men du må undskylde at jeg har været omkring en uges tid om at svare denne gang – det skyldes almindelig travlhed, bl.a.er jeg netop kommet i gang med en hasteopgave som jeg er blevet bedt om at holde diskret indtil videre. Det er en bog der skal ud i november, for da skal forfatteren præsentere den på bogmesse i Forum. Bogen er endnu ikke udkommet på originalsproget, ja den er endda ikke skrevet endnu. Forleden dag fik jeg de første 30 A4-sider med posten og kunne gå i gang. Det tiltaler mig egl. med den slags opgaver, både at jeg skal kunne træde til uden varsel (bogen var ganske vist annonceret over for mig af forlaget, men ikke hvornår præcis jeg skulle forvente at gå i gang) og at bogen så at sige bliver til successivt i den anden ende mens jeg sidder og fordansker.

Nej, jeg mente bestemt ikke at dine digte er DIGTAGTIGE. Så vil jeg hellere sige FLOSSEDE, hvilket er 100% positivt. Det håber jeg også at mine egne nu og da kan være. Det med dogmedigte ... jeg mener egentlig at parallellen til fotografiet holder, i betydningen det KORNEDE, det i hast »erobrede«, den brøkdelsagtige blanding af abstrakt og konkret, situationen der i ét nu opstår for dine øjne, den særlige kombination af fortryllelse og uventethed, noget banalt der bliver bestrålet, noget ophøjet der bliver forankret i en momentan nøgternhed osv. På den måde mener jeg det. Måske også i en slags kontrast til det skrivebordsagtige, løsrevne fragmenter af omverdenen – dét man kunne nå at få med på 1/500 sekund. Der ligger måske ligefrem en æstetik i det?

Men måske også forstået på den måde, at der er tale om digte der er frembragt mens man havde andet i sinde. Så der kommer fragmenter af levet liv med, og diffuse anelser som er alt andet end saglige. Mange af mine digte er skrevet på søvnens rand. Jeg sidder tit oppe og skriver om natten – det underholder mig, jeg har det sjovt med det. Har bunker af håndskrevne A4-sider som jeg sikkert aldrig når at læse igen. I den fase, ja i dé timer hvor alting står stille omkring en, indfinder der sig en meditativ fase nærmest af sig selv, hvis den er der. Så er det med at gribe fat, tilgangen til underbevidstheden synes også at være mere ligetil, nu og da, og da skal det gå hurtigt. Jeg mener virkelig hurtigt, håndskriften skal accellerere for at man ikke skal miste flere af de facetter der dukker op og hastigt suges ud i bevidsthedens mørke igen. Helt konkret kunne det simpelthen ikke lade sig gøre, hvis man skrev uhyre langsomt. Man må stole på sin intuition, igen, og bagefter give sig lov til at undre sig i dagsklart lys. Nogle gange forkaster eller lemlæster man udkastet, kladden, andre gange ændrer man ikke et ord.

Andre gange sidder jeg med bevidste intentioner. Og går i gang. Jeg vil så gerne vide hvad mine hænder gør, når de bevæger sig hen over tastaturet. Og i starten ved jeg det. Men snart dejser en del af bevidstheden af, heldigvis, og igen forsøger jeg at få et glimt af forløbet undervejs, strukturen, betoningerne, komikken. Eller også vil jeg i virkeligheden ikke vide det, men snyder mig selv til at forsøge at følge med i bevidstheden. Bevidstheden som måske virker dobbelt: den er forud for hænderne og forsøger siden (på skrømt?) at få et indblik i hvad der foregår. Undervejs. Og begriber også halvt om halvt hvad, i hvert fald nok til at kunne fodre hænderne på mig.

Når dertil kommer drømme der insisterer på at blive involveret, omverdenssignaler der pludselig passer som hånd i handske, fejllæsninger og lydlige forførelser, har man måske lidt mere af omridset af en æstetik.

Ja, du var inde på den naturside, Birdwatch.dk. Det kan undertiden virke noget kuriøst, måske ligefrem komisk verdensfjernt (ved gud er det kodesprog: juvenil, 1K, imm. osv. – men kun så længe man står uden for og kigger ind – John Ashbery har i øvrigt en sætning der lyder: On the outside looking out!) at beskæftige sig med den slags når der er både socialitet, penge, film og musik at bruge tid på, men omvendt kan man også sige at det er mere konkret end noget som helst andet. Jeg har i flere år haft den følelse, at jeg bør se så mange arter som jeg kan nå. Slangeørnen findes, ok, men jeg vil se den for at tro på det. Perlemorsommerfuglen findes, ok, men det er ikke nok at vide, jeg vil have vished. Når først det er på den måde, virker det som om et enkelt liv ikke er nok. Det giver rastløshed, men jeg forsøger også at give det dybde og grundighed.

Nej, der er ikke flamingoer i Danmark. Den jeg fotograferede viste sig senere at være en undsluppen fugl fra et eller andet sted i Sønderjylland. Fuglen var stukket af. Jeg fotograferede den nær Århus, i Årslev Engsø. Men i øvrigt forstår jeg godt at du undrer dig over det indforståede sprog for aldre og dragter, der gør sig gældende blandt ornitologer. En 2–3k fugl – hvad pokker er det? Jo, de fugle der er født her i sommer, træder øjeblikkeligt ind i deres første kalenderår, og bliver altså fra fødslen 1k-fugle – k står for kalenderår. Dette bevirker så at fuglen pludselig bliver en 2k når vi passerer 1. januar, fra den ene dag til den anden. Det kan virke kinesisk, men er meget nemt i praksis. Og en stor hjælp ved aldersbestemmelse. Men dette er blot et par af begreberne; der findes også »postjuvenile« fugle – brugt om alle fjerdragter efter ungfugledragten. Eller »subadult« – for en næsten udfarvet gammel fugl. Et væld af andre fagudtryk bruges også, f.eks. »jizz« – helhedsindtrykket; betegnelse for form og flugtmåde, en fugls særpræg (oprindeligt afledt af engelsk militærslang: GISS) /General Impression of Size and Shape/. Men tænk så på hvilke fagudtryk der gør sig gældende for litteraturen? For lægevidenskaben? Bilbranchen? Hvor mange emnedynamiske sprog har vi egentlig omkring vores egen lille sprogtorso??

Det med »guldsmede-adfærden« kan man da sagtens kalde for en poetik. En særlig opmærksomhed der lukker op, men som også forudsætter at der overhovedet kommer noget ud af det ... I hvert fald kan man betragte det som et redskab der kan udvikles og i heldigste fald bringes i anvendelse.

I går på sydspidsen af Mols – stedet hedder Hassensør – fandt Anni og jeg et par næsten udtørrede vandhuller dybt inde i krattet. Pludselig var der en 7–8 store guldsmede omkring os, og jeg mener virkelig omkring os – de kom hen og stod på svirrende vinger en 20 cm foran os og så os an, lavede så nogle halsbrækkende flugtserier og vendte tilbage. Brune, grønne og blåmønstrede – deres navne er Blå Mosaikguldsmed og Brun Mosaikguldsmed. Efter et stykke tid var vi integreret som en del af deres miljø, et par klumper, trælignende måske, som var dukket op på dét bestemte sted og som de orienterede sig efter på deres jagtflyvning. På et tidspunkt satte nogle af dem sig heldigvis og vi kunne få nogle nærbilleder. Én af dem satte sig pludselig på Annis skulder. Andre gange kan de flyve i timevis uden at sætte sig.

Ja, jeg var meget glad for din kone Lones første digtsamling (og havde sandsynligvis ikke fået den læst, hvis jeg ikke på det tidspunkt havde været anmelder. Jeg læser ikke forfærdelig mange digte i det hele taget) og havde endda hørt lidt om den i forvejen, dvs. inden den udkom.

Om jeg er svensker? Det aner jeg ikke. Jeg tror det. Men jeg er også norsk så. Født af danske forældre godt nok, og opvokset i Århus. Nej, det svenske har ligget der som en god ting at tage i anvendelse, det har interesseret mig – det forekom mig at man på svensk kunne sige mere end på dansk (og norsk), at de kunne nuancere mere, men jeg ved ikke. Det hænger nok snarere sammen med nogle store sprogpersonligheder som Lars Norén og Tomas Tranströmer, der kunne (især Norén) få f.eks. en Rifbjerg til at ligne en lille artig skoledreng der kæmpede for at udvide sit ordforråd.

JO, det ER torvet i Visby, men det er nu ikke så meget fordi det netop er Visby at jeg brugte det. Mere som en næsten barnlig tegning af noget der er i sin vorden. En verden i miniature. Jeg gik tur i byen med min dengang 10-årige søn og vi kom forbi en butik med nogle postkort – dér var det.

Nu tror du vel ikke at det var litteratur der havde ført os til Gotland? For det var faktisk fuglelivet. Vi var så heldige at finde ynglende lærkefalke – nyudfløjne unger sad og kiggede ned på os fra træerne mens de voksne fugle fløj rundt som kæmpesvaler over os. Dem yngler der vist kun 2 par af herhjemme.

Vi har været der siden, og Livet foreslår indeholder også noget stof fra øen. Selve bogen fik jeg for øvrigt det første eksemplar af i går! Den udkommer 16.9 – du kan sikkert få den allerede nu via Jacob på forlaget. Og jeg vil lokke ham til at sende mig din første.

Men nu er klokken 4.28 og jeg må se at komme i seng. Du spørger om jeg har et job ved siden af skriveriet? Jeg ville nok ikke kunne nå det og samtidig oversætte så meget som jeg gør. Det bliver trods alt til en 3–4 romaner hvert år + diverse løst. Ikke fordi den slags betales særlig godt, med mindre der kommer genudgivelser ud af det – og der har jeg på det seneste været heldig, f.eks. Åsne Seierstads Boghandleren i Kabul er kommet i bogklub og 1. december kommer den som hardback, senere følger sandsynligvis paperback. Det samme med min første krimioversættelse: Henning Mankell: Inden frosten. Den slags gør, at man kan sætte tempoet ned og oversætte 1/3 af hvad man ellers skulle for at leve af det.

Men jeg skal heldigvis ikke leve af det. Det er kun for sjov. For en 3–4 år siden kom jeg på Finansloven, fik tildelt den livsvarige ydelse. Som lyriker var det utrolig vigtigt at modtage den, og det ligger reelt som fundamentet under min virksomhed. Jeg er nogle mennesker dybt taknemmelig.

Og nu vil jeg gå i seng. Godnat.

Alt godt
Peter

Lige én ting, Martin, inden jeg slukker og lukker. Nu hvor digtsamlingen er kommet og endnu ikke udkommet, kommer nogle af de bedste dage man kan forestille sig. Latenstiden, inkubationsperioden, kald den hvad du vil – i hvert fald de dage der går, inden anmelderne får fat i den. Så er det sjove forbi, så kan man vente sig hvad som helst – men lige nu nyder jeg det. Det er jo trods alt ikke for deres skyld, bogen er skrevet. Måske er det for at kunne iagttage at den er virkelig? At den eksisterer!

Så – nu slukker jeg!

Hej, Peter

____________
11. september



Kære Peter,

Ja, det er et fantastisk rum man har dér, næsten alene med bogen, inden den bliver gjort til genstand for alskens palaver. Lone er i samme situation som dig lige nu. Hendes nye digtsamling Ærgerligt, ærgerligt er kommet ind ad døren her, den er så flot! Den udkommer om en uge, men indtil da har hun – og jeg – den for os selv.

Det lyder spændende med dit hemmelige oversættelsesprojekt, jeg glæder mig til at finde ud af hvem og hvad der gemmer sig bag... Du skriver at du godt kan lide at arbejde på den måde, hasteopgaver ind af døren, men synes du slet ikke at det kan være irriterende? Et plump fra brevsprækken (hvis du har sådan én, du bor jo på landet?), og så bliver man nødt til at sætte alle andre projekter i bero, fordi der er en deadline der skal passes. Jeg har det selv ambivalent med deadlines; på den ene side er de irriterende og arrogante, jf. det ovenfor skrevne, og på den anden side er de fantastiske – for mig betyder de at tingene bliver gjort. Jeg forsøger at være god til at overholde den slags ydre krav, deadlines, det er en matrice af tid at arbejde i som jeg sommetider finder aldeles behjælpelig. Det er godt med regler.

Jeg er på grund af vores samtaler blevet en smule fuglegal, eller ihvertfald: -opmærksom. I går kom et brev, hvor der på frimærket var en ‘døgnflue’ (jeg anede ikke at de eksisterede i virkeligheden, jeg troede det var et ord man brugte i negative anmeldelser og lallende optimistisk om Dansk Folkeparti), og jeg tænkte straks på dig. D et forekommer mig utroligt at guldsmede kan flyve i flere timer uden at sætte sig!

Det er sjovt med Visby; jeg startede arbejdet med Borgmester Gud dér, og den gennemgående byfest i bogen, er meget konkret inspireret af det neverending turist og fest-paradis/helvede som øen, og særligt (Vis)byen, bliver forvandlet til i nogle måneder om sommeren. Men tro nu ikke at vi var taget til Gotland på grund af dyrelivet – det var litteraturen der kaldte. Lige overfor Domkirken ligger der et fantastisk forfatterrefugium, The Baltic Center for Writers and Translators, hvor vi boede og arbejdede en måned. Så lang tids sammenhængende arbejde er uvurderligt, en fantastisk gave.

Jeg har bestilt din bog hos Jacob, og glæder mig til at læse den. Noget jeg har undret mig over, og har villet spørge dig om længe: Hvordan bruger du linjeskiftene i dine digte? Det forekommer mig hvis man læser linjeskiftene som pauser, bliver teksterne underligt opbrudte og hakkende i det, imodsætning til hvis man læser dem efter den almindelige tegnsætning som de også rummer. Er det for generelt at nedsætte læsehastigheden? Hvordan beslutter du dig for hvor du knækker en sætning?

Vi skal ud at spise hos noget familie, der er nogle småting jeg gerne skulle se til at få ordnet inden. Jeg slutter her. For denne gang.

Bedste hilsner
Serup

____________
13. september



Kære Peter,

Det er nat, jeg er træt, har netop læst Livet foreslår og ville derfor sende en mail, gratulerer!!! Det er jo en fantastisk bog. Og Anni en glimrende fotograf; det er utroligt at I har kunnet få de farver så stærkt med på omslaget.

Det er sjovt; i den mail jeg sendte dig i går, skrev jeg at jeg, konfronteret med en døgnflue på et frimærke, kom til at tænke på dig. Og i Livet foreslår slutter det sidste stykke i bogen netop: »Døgnfluen/du fangede under et glas, har nu levet i tre døgn.«

Tillykke med den flotte bog endnu en gang,
sov godt!

Serup

____________
20. september



Kære Jacob,

så er en god dag ved at være til ende, og en ny på vej. Jeg har sovet et par timer og lå nu og begyndte at tænke på den samtale her. Tro det eller ej. Det slog mig, at det man siger på den her måde alt for let kommer til at ligne den situation, hvor et menneske famler rundt langs væggene i et mørkt rum og leder efter en kontakt. Et rum man måske ikke rigtigt kender, hvilket man først erfarer når man har sat sig for at finde det man leder efter. Måske vil det slet ikke være nogen fordel at få tændt lyset! Måske bryder man sig i virkeligheden ikke om hvad man får at se. Måske ved man inderst inde dette, og tyer til en masse plausible forklaringer og indlærte modeller, som man i en eller anden forstand kan gå ind for, for ikke at stå med tomme hænder. Jeg mener at meget af det vi siger om litteratur naturligvis er klodsede og aldeles ubrugelige »vidneforklaringer« – hvis det var en eftersøgt, og man skulle bruge vores signalement, ville dem der søger sikkert komme halsende tilbage med alt lige fra køer og heste til bittesmå myrer.

Mine linjeskift. Jeg opfatter skiftet som et virkemiddel blandt andre. Nogle gange vælger jeg bevidst at ignorere det, skriver sågar digtene som prosa, helt ud i endeløse linjer og efterbehandler så en smule. Og gør dét netop for enten at sløre bestemte spændingsfelter eller omvendt for at forstærke dem. Jeg opfatter i høj grad linjeskiftet som noget der kan spilles på. Det er ligesom strandkanten og brændingen, en vekselvirkning. Også nogle gange brugt som et forsøg på at være upræcis og ufokuseret, så man lettere kommer af sted med nogle grovheder som simpelthen skal stå der.

Jeg kan godt lide at tilfældighederne bryder ind hos mig. Det vil være for meget at sige, at jeg har bygget op til det, men på den anden side lever jeg vist i en slags stand-by der vækkes i lyn, en latens der skubbes ind i noget dynamisk. Derfor ser jeg også positivt på det med de »bratte« opgaver, forudsat jeg kan lide dem. Iøvrigt har jeg et noget ambivalent forhold til struktur – langdigtet i min nye bog skulle have heddet »Regelsættet« og nærmet sig en slags poetik, som så undervejs blev underløbet, oversvømmet af impulser og tyngde, substans. På den måde, at de skrøbelige spilleregler, som digtet forsøgte at antyde, hele tiden blev overhalet af selve skriveprocessen. Det skulle have ført til en slags konklusion i at der ikke er nogen grænser at få til at falde, at selve miljøet for digtet er langt mere omfattende end bevidstheden måske bryder sig om. Men, men, jeg syntes pludselig det hele virkede så forkrampet, som om jeg ikke brød mig om at sige noget på en slags formel, måske også fordi den løsning bare var endnu et støvkorn i vinden. Jeg er frygtelig bange for det villet episke i digte. Så jeg satte ind med at slette det meste af det – tilbage står nogle enkelte løse brokker om det regelsæt, ting som jeg alligevel syntes gav digtet lidt bevægelse.



Adorno: Minima Moralia



































Vibeke Grønfeldt
Karsten Sand Iversen

Mht. at læse. Jeg tror egentlig ikke, jeg kan læse. Meget bliver der sjældent tale om. Men jeg sidder lidt hver aften og forsøger – på egen hånd, havde jeg nær sagt – inden jeg falder i søvn. For tiden er det Adornos Minima Moralis. Reflektioner fra det beskadigede liv , og hans sprog er så uhyre koncentreret at det befinder sig milevidt fra normalsproget. Ham må man tage i små doser, og de fleste gange bliver man overbevist om, at man ikke formår at læse. Det virker dog ikke deprimerende. Enkelte gange udbryder man: det her er det bedste jeg nogensinde h ar læst, og man befinder sig alligevel på ydersiden af stykket, man er ikke nået længere end til at tumle lidt med det uhåndgribelige. Og alligevel er man begejstret. Men for det meste forvilder man sig ind, med ind, i nogle knivskarpe paradokser og sproglige uforskammetheder. Så sover man. Så kommer man til sin søvn, og sine drømme, som en person med en ny og særlig bagage, tror jeg. Skulle jeg læse noget andet, ville det ikke blive brede episke ting. Jeg glider helt ud af dem. Men gerne bøger på andre sprog, ikke kun pga. det fremmede sprog, men pga. at dette opleves som et filter og i hvert fald i mit tilfælde giver rum for et ekstra felt, inde mellem de to sprog, som så at sige er »mit eget«. Ikke at jeg overfortolker eller fejltolker, selv om dét sådan set er mig bedøvende ligegyldigt. Der er tale om at sproget skaber nogle mønstre inde i det kaotiske, og at de bliver holdt fast et øjeblik, i brydninger mellem en broget mangfoldighed og noget helt entydigt. Jeg synes virkelig, at tingene, de realistiske »ting« og de store ting, hænger forbavsende sært og alligevel naturligt sammen i nogle kortvarige kombinationer. Måske får man også foræret nogle »hak« hvor flader med lidt held kan passes ind i hinanden. Det minder en del om visse typer musik. Jeg får virkelig en gevinst. Og føler mig privilegeret, at jeg selv skal, eller får lov til at yde mit bidrag for at der sker noget. Nogle gange kan jeg skrive i den situation, hvis jeg da ikke falder i søvn umiddelbart i forbindelse med den. Det sker nu og da. Især med visse svenske og amerikanske lyrikere. Dér ligger for mig den egentlige glæde ved at læse. Her kunne jeg godt tænke mig at pege på et par danske skribenter som jeg har stort udbytte af at læse – Vibeke Grønfeldts romaner, seneste Det Nye, Samlerens Forlag 2003, står for en unik sproglig intensitet. Og oversætteren Karsten Sand Iversen, som i 2002 udgav sin Skyggebiblioteket, Forlaget Batzer & Co., hvori han går på opdagelse i verdenslitteraturen og kaster lys over forfattere og værker de færreste har hørt om.

Jeg kender godt oversætterrefugiet i Visby, ikke af gavn men af navn. Øer har altid fascineret mig. Tag bare Samsø – som har samme model som Gotland: en intens sommerperiode hvor turisterne lægger de penge, som lokalbefolkningen skal leve af resten af året. Samsø er totalt ubrugelig for mig fra 1/6 til 1/9, men ellers er det et meget inspirerende sted. Som Læsø. Fordi det giver mig mulighed for at kaste mig ud i det ikke-nødvendige. Det blander sanserne. Der opstår de figurer, som vilkårligheden lægger fra sig i form af tidevand, vindsammenblæsthed m.m., og som føles helt nødvendige.

Iøvrigt er jeg utrolig lettet over at min nye samling Livet foreslår er blevet så godt modtaget. Jeg er taknemmelig for læsernes gode vilje og deres modtagelighed, uden disse ting befandt jeg mig i postulaternes suppe. Tingene kan hurtigt ændre sig og man kan få et nyt syn på meget. Men det egentlige med anmeldelserne: som modtager føler jeg ikke, det ændrer noget som helst ved mine digte. Rent bortset fra at jeg og sikkert mange andre digtere jo til tider HAR skrevet den næste bog og den næste med for den sags skyld, og hverken kan eller bør inkorporere noget som helst der kommer fra formidlerne. Jeg mener, det er ikke dén slags der bringer en videre; og igen - jeg er ikke engang sikker på, jeg ville bryde mig om at vide hvad det er. Der skal være det element af uvished i sagen. Ting man selv tror er pejlemærker, skal lykkeligt vise sig at være bluff, være skilte der fortæller at vejen hører op dér hvor man går og leder efter sommerfugle, i sine grønne skovfogedstøvler. Den slags. Her, klokken 4.13, lørdag morgen.

Ja, jeg tror jeg er igennem nu,
alt godt
Peter

____________
20. september



Kære Peter,
Bortset fra en kortvarig forvirring omkring at du kalder mig Jacob, skal du have tak for din seneste mail. Jeg glæder mig til at svare på den, men er, som jeg har skrevet til dig, lidt hængt op lige nu. Håber alt er godt!!!

kh
S

____________
20. september



Kære Martin, jeg mener Martin,

jeg skrev til dig i nat, og kom uheldigvis til at udnævne dig til at hedde Jacob. Det må du undskylde, det skal ikke gentage sig. Den enkle årsag er, at jeg lige forinden havde genlæst dit seneste brev med henblik på at svare – og déri nævner du jo Jacob fra L&R, og så sad dét navn fast på min stakkels natte-nethinde... Undskyld. Og tilgiv mig.

Peter

____________
22. september



Kære Peter,

Du er tilgivet, jeg er glad for at du så det selv (mærkeligt, jeg bliver hele tiden overrasket over at finde ud af at jeg er – nærtagende er ikke det rigtige ord, men altså at jeg tager mig af sådanne ting, at det er vigtigt for mig at folk ved hvad jeg hedder). I går var jeg ude og hjælpe med at fragte noget brænde fra en lille ø, over vandet og til land, imens jeg tænkte på, at hvis jeg så store guldsmede stå, ville jeg nærme mig dem frontalt. Ingen zigzag, men direkte. Det var i Kølkær mellem Herning og Holstebro, det er et herligt sted, masser af fugle.

Serup

____________
24. oktober



Kære Peter,

Du må virkelig undskylde der er gået så lang tid siden jeg sidst har skrevet. Jeg kan se at din sidste mail, har ligget i mere end en måned, men sådan er det jo nogle gange, pludselig sker der mange ting samtidig, og man kan have svært ved at følge med. Da vi indledte vores samtale, skrev du at skulle vi snakke om litteratur, skulle vi snakke om noget andet først, og selvfølgelig er det heller ikke primært litteraturen der har sat alting på hovedet den sidste måned, selvom der har været en del arbejde også. Vi er flyttet (til femte sal!) og to dage efter vi gjorde det, fik vi at vide at vi kunne regne med tvillinger til februar – en dreng og en pige, ser det ud til. Det er jo virkelig noget man bliver forpustet over! Og glad, selvfølgelig. Jeg kan godt lide dit billede af ‘poesien’ i vores samtaler som Den Eftersøgte; og jeg ville elske hvis detektiverne, udfra den af os pirkende beskrivelse af den undslupne, kom tilbage med køer og myrer i deres salatfade. Det ville på alle måder være passende. Og som man ikke for alvor kan forklare hvad Litteratur eller Kunst eller Verden, for den sags skyld, er og kan, er det eneste eftersøgningsholdet også for alvor kan gøre, hvis de vil vide det, at gå på opdagelse selv. For eksempel ligger både Bataille og Sontag her ved siden af min computer, dem ville jeg elske at sætte øjnene i, men de er for trætte nu, øjnene, og de skal bruges igen som friske allerede om et par timer.

Derfor stikker jeg også af nu. Jeg bor hos nogle venner i Odense, fordi jeg deltager i en workshop her. Sengen skal slås ud på gulvet her i kontoret, kontorstolen skal rykkes, her er trangt og lidt koldt og intet overflødigt; skrivebordet, computeren og printeren der står på det. Mine egne bøger og that’s it. Jeg finder det mærkværdigvis ganske poetisk, meget koncentreret. Også selvom jeg savner min kone, og madressen jeg ligger på er tynd.

Sov godt, klokken er snart 2
alt godt
Serup